Kantet udtryksfuld irsk indie-folk
Irske Villagers debuterer med albummet Becoming a Jackal, der er en medrivende og følelsesfuld samling af personlige og nærværende sange, der tager afsæt et sted midt mellem den traditionelle singer/songwriter-stil og den mere kantede og kunstneriske historiefortællende med masser af instrumentelle variationer, der dog alle lægger sig et solidt sted, hvor det er trygt, rart og varmt produceret.
Til tider er det næsten festligt, udadvendt og glædessprudlende, mens det andre gange er dybt nærværende og personligt, at være i selskab med bandets omdrejningspunkt Conor J. O’Brien. ”Twenty Seven Strangers” er fuld af nærvær, stærk melodi og intensitet, ligesom ”To Be Counted Among Men”, der til tider er næsten stillestående, men som bæres frem af O’Briens nervesitrende og skrøbelige vokal. Det samme er tilfældet på ”Pieces”, hvor de helt små detaljer er med til at skabe den melankolske og triste stemning, der understøttes vokalt.
Der er hitpotentiale af den alternative og medrivende slags på førstesinglen ”Becoming a Jackal” og den iørefaldende ”That Day”, der har en umiddelbar appel, der er ganske betagende. ”The Pact” er nærmest som taget ud af en britisk hitparade fra 60’erne, men den uimodståelige charme er med til at gøre, at nostalgien fungerer efter hensigten og ikke bliver påklistret.
Der findes også mere middelmådige passager hos Villagers, og det er med til at holde albummet nede på et niveau, hvor vi taler om en ganske fornuftig udgivelse med glimrende momenter, men hvor der stadig mangler det sidste til, at hele potentialet bliver foldet ud i fuldt flor. Det er hverken variationen eller det udtryksmæssige, der halter, men de betagende melodier begrænser sig til lidt mere end halvdelen af albummet. Her er der tale om sangskrivning i høj klasse, og det er næsten naturligt, at det niveau ikke kan opretholdes fra start til slut.
