90’ernes 30 bedste albums: #30
Midt 90’erne var solidt præget af bølgen af britpop bands i forskellige klasser og afarter. Blur og Oasis stjal den største portion opmærksomhed, og medierne var spækket med Gallagher vs. Albarn. Midt imellem Blurs krukkede charme med affekteret ydre og Oasis slidte upolerede hængerøvsattitude med ballade, rock’n’roll og misbrug, dukkede et af genrens længst eksisterende bands pludselig frem til overfladen i 1995.
Jarvis Cocker og Pulp havde været 17 år undervejs, og helt tilbage fra slut 70’erne havde Cocker og vennerne med jævne mellemrum moderniseret og tilpasset traditionerne fra Bowie og Roxy Music. Succes var der imidlertid ingen af, og gennem 80’erne skiftede bandet konstant medlemmer. Kun Jarvis Cocker holdt fast, og ikke før starten af 90’erne nærmede Pulp sig et gennembrud med albummet His’n’Hers.
Det helt store gennembrud kom dog først i 1995, hvor Jarvis Cocker og resten af Pulp udsendte Different Class, der ramte et punkt på den verdensomspændende britpop-hype, som hverken Oasis eller Blur dækkede. Pulp havde en anden klasse – både i de sociale lag, i den kunstneriske tilgang til genren og i positionen i både den kulørte og mere nuancerede presse.
Different Class var samtidig et album, der ramte en smukt afbalanceret tone midt imellem det alvorlige, det sarkastiske, det seriøse og det gigantiske glimt i øjet. Albummet ramte en tone midt imellem det ultrapoppede med de kløgtigt sammensatte melodier og det mere bombastiske med den mere rockede og psykedeliske lyd. Og selv når melodierne og udtrykket blev allermest overfladisk og let tilgængeligt, så var der en dybde, en ironi og en underliggende mening, som gav albummet et uhørt og nærmest genialt præg.
Som eftermæle har Different Class efterladt sig mindst to numre, der er blandt de største og mest betydningsfulde hits i 90’erne. ”Disco 2000” og i særdeleshed ”Common People” printede sig ind på hitlisterne – både de kommercielle, men også de, som blev håndhævet af meningsdannerne. Og naturligvis er disse numre blandt albummets bedste, men når Different Class fiskes frem fra pladehylden 15 år efter releasedatoen, så bliver man hver gang slået omkuld af den fænomenale stribe af kunstnerisk superb pop, som Jarvis Cocker er bagmand bag – og står i forgrunden for.
Fra den ægte britpopvare med staccato rytme på åbningsnummeret ”Mis-Shapes” er ballet åbnet med melodier, der skriger til himlen med al deres melodiøsitet, med de skurrende guitarer i omkvædet, de skarpe stemningsskift mellem A-, B- og C-stykkerne og Jarvis Cockers udtryksfulde, krukkede og karismatiske stil som vokalist. ”Pencil Skirt” er mere kunstnerisk anlagt, og her er lyriksiden genstand for genialiteterne, mens ”Common People” går op i en højere enhed med den dybt sarkastiske tekst, den sprælske melodi og opbygning og Cockers ekstreme karisma i vokalen. Samme karakteristika beskriver udmærket albummets andet kæmpehit, ”Disco 2000”, der er det nostalgiske tilbageblik på de fornemmelser, der fandtes og det livssyn der eksisterede, da livet endnu ikke var blevet helt voksent. Den Pulp-typiske ”Underwear” kan tilføjes i samme kategori, omend der er lidt mindre armbevægelser og yderligere tykkelse af ironi i teksten.
De akavede og kluntede spjæt fra førnævnte forstummer totalt på den dystre men stadig jordnære, stemningsfulde og samfundsrelevante ”I Spy”. Der er også en alvorsklar tone i ”Live Bed Show”, mens ”Something Changed” er beviset på, hvor eminent en sangskriver, Jarvis Cocker er, selv når sangene får lov at leve på de allermest grundlæggende værdier, og de ikke udstyres med store arrangementer og produktioner.
”Sorted for E’s & Wizz” lægger sig stærkt som en forlængelse af albummets største styrker, og her træder Cocker i endnu højere grad i fortællerens og generationstalsmandens sted. Der kommer en anderledes stemning og kølighed ind på den mørke og indestængte ”F.E.E.L.I.N.G.C.A.L.L.E.D.L.O.V.E.”, der i et uroligt univers med hviskende fortællerstemme ændrer sig mellem eksplosive passager og følelses- og nervesitrende momenter.
Albummet lukker med den sprælske ”Monday Morning” og den afdæmpede, udsyrede tømmermandsprægede ”Bar Italia”, der har en tilbagelænethed, der på sin vis er i modstrid med de energiske højdepunkter på Different Class. Men afslutningsnummeret kan også fungere som det ideelle pletskud, når en hel weekends byture sidestilles med den alsidige, energifulde og krævende oplevelse det er, at lade sig henføre til det ypperste i poppens verden.
Different Class er noget af det ypperste, der er begået, som samtidig kan defineres som pop. Den umiddelbarhed, der præger albummet er slående, men de uendelige dybder, der ligger under hvert eneste lille fængende hookline, er aldeles imponerende og sjældent hørt. Different Class er et album i særklasse, et album, der rummer og favner så meget og så bredt, at det formentlig aldrig vil miste sin tidløse styrke og kvalitet.
