Sønderborg i flammer
Guitarhelten kan roligt genindføre sit tidligere navnepræfix Smokin’ for onsdag aften spillede Joe Bonamassa som var der ild i ham.
Ud fra publikum at dømme, kunne man foranlediges til at tro, at Joe Bonamassa er en gråmanket, ældre herre, der havde sin storhedstid engang i 70’erne. Uden dog at være det, lignede en stor del af gæsterne midaldrende mænd og kvinder på et nostalgisk ungdomstrip til dengang der var fed rock til. Men lad dig ikke narre. Hovedpersonen er kun sølle 33 år, men hans musikalske udtryk kunne lige såvel høre til i fortiden som i nutiden. Joe Bonamassa spiller rock som kun få gør nu til dags. Uprætentiøst, uden nykker og klagesange – kun ren og skær Rrraaawwwk. Og sikke en fornøjelse. For selvom Bonamassa er dybt forankret i bluesmusikken, så har hans enorme guitartalent bred appel og efter nærmere inspektion viser der sig både Opeth og Metallica t-shirts blandt et mere broget og væsentligt yngre publikum end først antaget. Forklaringen skal måske findes i, at Joe Bonamassa er det tætteste vi kommer på en egentlig superguitarist af vor tid, og den slags tiltrækker altid kvalitetsbevidste og rockelskende fans i alle aldre (i øvrigt skal der lyde stor respekt for enhver kunstner der lader Iron Maidens “2 Minutes to Midnight” spille for fuld volumen lige inden koncertstart – det giver plusser i min bog).
Første højdepunkt under denne nær perfekte koncert blev ”Sloe Gin”, der sjældent er hørt i en bedre udgave. Her stod Alsions knivskarpe akustik og det velopdragne publikum for alvor sammen om den fælles sag, for hver eneste fingerbevægelse på brættet kunne høres tydeligt under de sensitive toner i sangens indledning. Et meget intenst øjeblik, der fik de små hår i nakken til at rejse sig. Bonamassa udviser en nærmest uhyggelig kontrol over sit instrument og tryllebinder sine tilhørere i hver eneste solo. Han spiller med det som man, med et lidt gammelt udtryk kalder for ’feeling’ tilsat sjæl og oprigtig spilleglæde.
Sammen med sit band svedte han sig igennem en prægtig sætliste med materiale fra The Ballad of John Henry og det nyeste Black Rock album krydret med en ond ”Young Man Blues” (the Who style), ”Bridge to Better Days” og det sædvanlige soloakustiske intermezzo ” Woke Up Dreaming”. Som første ekstranummer leverede han en fin ”Bird on a Wire” men viste også, at det ikke er stemmen, der er styrken ved fortolkningen af dette Leonard Cohen nummer.
På scenen i Sønderborg virkede han forandret og knap så genert som tidligere. Som entertainer er han vokset betydeligt siden sidste Danmarksbesøg for mindre end et år siden. Han var mere nærværende og interagerede mere med sit publikum og derfor er det synd, at han stadig undgår øjenkontakt ved at gemme sig bag sine solbriller. Rollen som entertainer viste han dog først for alvor inden sidste ekstranummer, hvor han beordrede hele salen op på benene og leverede en suveræn ”Just Got Paid/Dazed and Confused” på både Flying V og theremin.
2 timer og ti minutter, en milliard pentatoniske skalaer, arpeggios, pull-offs, trioler, riffs og licks senere er der kun tilbage for denne anmelder (igen) at kyle guitaren ad h… til. Det nytter jo alligevel ikke noget.
