90’ernes 30 bedste albums: #28
Efter tæppefald for en af indie-scenens mest innovative og finurlige navne, islandske Sugarcubes, springer sangerinden med den smukke og karismatiske stemme ud i sit soloprojekt. Her står Björk mutters alene uden det kaotiske ensemble, hendes vokal ellers har roteret i. Med simple – og dog en smule skæve jazz-inspirerede pop-kompositioner og minimalistiske elektroniske arrangementer er sangerinden klar til at krybe ud af sin puppe, sprede vingerne og bestøve de nysgerrige øregange.
Selvom titlen varsler en debut, så er Björk langt fra en novice på den musikalske scene. Hun fik sin officielle debut i 1977, hvor hun som 11-årig allerede demonstrerede sine ekstraordinære vokale kvaliteter. Men med denne plade er det dog første gang, at Björk selv har kontrol over hele processen fra komposition og instrumentering til arrangement og produktion.
Dermed er det ikke sagt, at pladen er fri for samarbejdspartnere. Bag produktionen står Nellee Hooper, der tidligere har været ansvarlig for bl.a. Massive Attack’s banebrydende lyd på Blue Lines. Og Graham Massey fra 808 State, som Björk tidligere har leveret vokal til, har hjulpet til med arrangementerne.
Fra de første toner af ”Human Behavior” strømmer ud af højtalerne, bliver man opmærksom på, at man er vidne til noget lidt ud over det sædvanlige. I sangen synger Björk, at man skal være klar til at blive forvirret, hvis man kommer tæt på et menneske – og tæt på et menneske er netop, hvad vi er. Med sin low-key bas- og rytmestruktur står vokalen blottet for alle forsvarsmekanismer og følelser trænger 100 procent igennem.
Men selvom forvirringen omkring dette finurlige menneskelige væsen, der blotter sine følelser gennem sin vokal, er til stede, bliver den overdøvet af den ærlighed og imødekommenhed, der præger albummet. Björks vokal er en sirenesang, som man ikke kan undgå at blive fascineret og draget af. Der ligger en utrolig energi og optimisme, når hun for eksempel udbryder, at hun er ”Violently Happy” – en sang, der er propfyldt med den kærlighed, som den lader til at være født af.
Pladen er for det meste rytmisk og dansabel. Dog ikke nær så tung og techno-orienteret som den hypnotiske rave-bevægelse med bands som Underworld og Fluke, den tydeligvis er inspireret af (bands der efterfølgende var ansvarlige for en del remix af pladens fire single-udgivelser). Hvis der skal danses til denne plade, bliver det på tåspidserne.
Flere af sangene er pakket ind i jazzede arrangementer. Det kan skyldes, at sangene har været lang tid undervejs – lige fra Björks fortid som jazz-vokalist – men har forputtet sig i den tid, hun har været indhyllet i den kreative islandske punk og indie-scene, hvor disse kompositioner ikke ville have passet ind. Men med Debut’s elektroniske vinger bliver sangene båret op i et lettere luftlag, hvor de får lov til at svæve og hvirvle som var de vægtløse.
Debut er en genfødsel af en sangerinde og en fødsel af en solist, der her for første gang afslører, hvad hun har gemt indeni og en naiv tro på kærligheden og fremtiden. Björk står nøgen, spinkel og hudløs ærlig – og samtidig klar til at vokse sig endnu større med vinger, der spænder meget videre.
