90’ernes 30 bedste albums: #25
I 1991 ramte et hvislende granatnedslag verden fra Seattle og ændrede rocken for altid. Samtidig angreb nogle britiske indie-rockere med samme energi – men fra en noget anden vinkel. Primal Scream var kendt som et Stones-inspireret indie-band indtil de i 1991 med Screamadelica byggede en afgørende bro til house, rave og dub. Resultatet er en kreativ eksplosion og måske alle tiders største crossover album.
Lad det være sagt med det samme: Hallucinogener spiller en ikke uvæsentlig rolle på Screamadelica. Det her er musik, der er skabt til og i acid house kulturen, som ramte de britiske øer med kemisk styrke i slutningen af 80’erne. “Gonna dance to the music all night long / Gonna get high till the day I die”, lyder det uden blusel. Det her er det varme fællesskab i nedlagte fabrikshaller. Det er håbefuldt lige til daggry.
Primal Scream blev stiftet af Bobby Gillespie, der havde trådt sine pionersko som trommeslager i The Jesus and Mary Chain. Og bandets første udgivelser lå fint i tråd med slut-firsernes indie-scene. Men da Bobby Gillespie lettere modvilligt begyndte at tjekke acid house scenen ud, skete der noget. De mødte DJ Andrew Weatherall som begyndte at mixe et af gruppens tidligere numre, “I’m Losing More Than I’ll Ever Have”. Han tilføjede en række samples og så startede han den nye komposition et citat fra Peter Fonda B-movie The Wild Angels: “Just what is it that you want to do? / We wanna be free / We wanna be free to do what we wanna do / And we wanna get loaded / And we wanna have a good time.” Resultatet var singlen “Loaded”, der blev et vendepunkt i bandets karriere i 1990. Drømmende, dansabelt og helt igennem medrivende fik det Exile On Main St. til at møde dansescenen iklædt en smule dub. Og så blev det oven i købet gruppens første hit-single med en placering som nr. 16 på den britiske hitliste.
På den overraskende baggrund var der noget at arbejde videre med, da gruppen gik i studiet med bl.a. Weatherall og The Orb. Screamadelica åbner med en virkelig signatursang fra Primal Scream. ”Movin’ On Up” er et af den slags numre, som Stones kunne have skrevet, da de var toppen. Og fra starten hører vi Denise Johnson, som undervejs på albummet lægger en fantastisk sydstats-vokal på mange af numrene. Men efter at guitaren på ”Movin’ On Up” dør hen, åbner dansegulvet for alvor. På et insisterende beat tripper vi ind i huset – og slipper aldrig ud igen. Her begynder festen for alvor, men selv her finder vi tresser-refrencerne i sitaren og en fin melodisk komposition.
På albummets tredje og fjerde skæring går det for alvor løs. ”Don’t Fight It, Feel It” sidder præcist i kroppen og efter dette rush kommer den trippende kernesang ”Higher Than the Sun”, som med en The Orb produktion synes at transcendere denne verden. “I’m drifting into space / Free of time”. Her svæver vi ud i solen, og der skulle gå nogle plader, før Primal Scream fik os hentet brutalt ned på jorden igen.
Med de store dansenumre ”Come together” og “Loaded” fortsætter festen. Men netop i de sange føles det, hvordan Screamadelica bare var andet og mere end at rave til The Orb i de år. Primal Scream havde nemlig melodierne og sangfornemmelsen med sig i de soniske eksperimenter. Det var bestemt drømmende, men hele tiden lå der en god melodi og en god sang og tittede frem i de dansable produktioner.
Screamadelica er en crossover triumf af de store. Med det album gled nye lyde pludselig ind i rockens mainstream. Albummet var en kreativ eksplosion af den slags, som der ikke kommer så mange af. Historierne om gruppens stofindtag i de år er mildest talt respektindgydende! Men uanset hvor inspirationen kom fra, så illustrerer Screamadelica, at det godt kan betale sig at åbne sig for inspiration udefra. Tiden har måske nok udvisket hele rave-kulturen og dens store navne. Tilbage står Screamadelica og lyser.
PS: Bandet spiller hele albummet I en koncert I London Olympia den 27. november.
