Rærligt makværk fra unge inkompetente irere
På nogle albums er der ting som er så dårlige, at man bare ikke kan abstrahere fra dem, eller på anden måde se igennem eller udenom dem. Hos den irske trio Dark Room Notes er det vokalen, der i den grad losser min interesse ned på et fuldstændigt minimum. Jeg er ikke i stand til at sidde den overhørig, men irriteres i så massiv grad, at det er svært, at sidde hele We Love You Dark Matter igennem.
Vokalen er så håbløst ringe, at jeg krummer tæer gennem samtlige 11 numre. I sammenligning får den firser-farce bandet Right Said Freds to skaldepander til, at fremstå som perlende unikaer.
Dark Room Notes gør sig i semi-melankolsk, opstyltet og oppustet electropop. Det er så kunstigt, tomt, kalkuleret, påtaget og indholdsløst, at det skriger til himlen. Melodisk har irerne desværre heller ikke noget nævneværdigt at byde på og de dødssyge ligegyldigheder løftes kun en millimeter fra det rene intet, af gennemtærskede men dog habile keyboardriff i ny og næ.
Hvordan man kan signe et band med så forfærdelig en vokal og så lidt musikalsk at byde på, er mig en gåde og pladeselskabets talentspejder, må både lide af komplet tonedøvhed og fyres på blankt papir efter udgivelsen af We Love You Dark Matter.
Jeg priser på ingen måde kun renskurede og teknisk velfunderede vokalister, næh tværtimod elsker jeg skæverter som eksempelvis Pavements Stephen Malkmus og Dinosaur Jr.’s Joseph Mascis. Men hvor ovenstående har skævhed, kant, integritet eller charmerende særkende, har Dark Room Notes’ Ronan Gaughan absolut ingen charme what so ever.
Ikke ét nummer stikker ud af den endeløse grød af irriterende og kedelige electrofusere. Eneste skæring med bare en mikroskopisk kant er ”Love Like Nicotine”, som dog alligevel har en sær bismag af middelmådig melodi grand prix, kopulerende med wannabe electropop i et forfejlet forsøg på, at ramme en cool noir stemning. ”Fast Flashes” kunne med en bedre produktion og en markant bedre vokal, være et okay bud på et Depeche Mode lookalike anno Speak And Spell. ”Broken Nail”’s eneste kvalitet er, at den er et perfekt musikalsk billede på hvor galt det kan gå, når man krummer sine tæer så intenst, at man brækker sin negl
At Dark Room Notes, på trods af en omgang fesent leverede og tomgangsfyldte electro-trivialiteter, selv nævner inspirationskilder som Adam & The Ants, Boards Of Canada, The Clash, Fleetwood Mac, Kraftwerk, Led Zeppelin, Grandaddy, Michael Jackson, Velvet Underground og ZZ Top i én og samme sætning, vidner vel også om en pubertær forvirring og manglende fornemmelse for eget udtryk.
Jeg er normalt glad for irere, men at landet har nomineret albummet til The Choice Music Prize for årets bedste irske album i 2009 er mig ufatteligt.
Fri os fra sådanne udspil og lad musikelskere beskæftige sig med al den musikalske grobund og de mange talenter, der synes allestedsnærværende rundt omkring i verden, også i Irland, i øjeblikket.
Rest in indifference!!