Vildt, vildere, vildest!
Amerikanske Dillinger Escape Plan er uden tvivl et af de mest energiske livebands der findes på denne klode. Alle der har oplevet en koncert med bandet, vil give mig ret i at det må være noget helt andet end duracell-batterier, der driver de fem musikere, når de optræder. Hermed ikke sagt at jeg tror de er på stoffer eller andre illegale substanser, men de må simpelthen eje en indre energi, som ikke er fra denne verden.
Undertegnede har kun haft fornøjelsen af at se Dillinger Escape Plan på festivaler, hvor stemningen blandt publikum og lyden ikke altid er i top. Senest så jeg dem forrige lørdag på metalfestivalen Copenhell, hvor de agerede en formidabel erstatning for aflyste Mastodon. De lukkede og slukkede festivalen med et brag, der lod en god del af publikum stående tilbage med åben mund – de var slet og ret overvældede over deres eksplosive mathcore inferno. Og det er bestemt ikke nem kost at lytte til Dillinger Escape Plan, for med rytmeskift hvert femte sekund, offbeat riffs og ekstreme energiudladninger kræver det sin sag at finde ind til deres musik.
Under Copenhell koncerten blev jeg overbevist om, at jeg bare måtte se Dillinger Escape Plan på et mindre spillested, og efter festivalen tjekkede jeg deres tourplan ud og fandt heldigvis ud af, at de fredagen efter spillede i den lille nordtyske by Flensburg. Afsted i bilen, og tre en halv time senere ankom jeg til Volksbad, som er et lille spillested, hvor der vel er plads til sådan ca. 100 mennesker.
Allerede inden koncerten gik igang, stod folk klar oppe foran scenen, og det var tydeligt at forventningerne var store, da der flere gange blev råbt i kor på bandet. Jeg tvivler på at der var udsolgt, da der var rigeligt med plads nede bagved, men oppe foran, stod folk som sild i en “lille” tønde.
22.30 startede intro-musikken, bandet kæmpede sig vej gennem publikum (backstagelokalet lå bag publikum), og som et slag i vores ansigter bragede Dillinger Escape Plan ellers derudaf med “Panasonic Youth” fra Miss Machine. Publikum foran scenen eksploderede i et højpotent moshpit, og allerede her var jeg ikke i tvivl om at denne koncert ville blive den lange køretur værd.
Herefter fulgte “Fix Your Face” fra forrige plade Ire Works, og her måtte den første publikum udgå. Det så ud som om han blev ramt i hovedet af Ben Weinmans guitar, hvorefter han besvimede ind over scenen. Men om det var den store indtagelse af alkohol eller slaget, der slog ham i gulvet, skal jeg ikke kunne sige. Efter den bevidstløse mand var båret væk, fortsatte bandet med et af deres stærkeste numre “Milk Lizard” ligeledes fra Ire Works.
Jeg havde været spændt på at se hvordan Dillinger Escape Plan ville agere på en lille scene, der er ca. halvt så stor som Loppens, da der jo ikke er så meget plads til at spjætte rundt på. Men bandet udnyttede alle arealer til fulde, og udstyrskasser, hængende højtalere og andet gear blev taget i brug i deres scene akrobatik. Forsanger Greg Puciato lå konstant ind over publikum, mens han skreg dem direkte ind i hovederne. De to guitarister Ben Weinman og Jeff Tuttle væltede rundt på scenen, mens de kravlede op på alt der bare var hævet en smule over gulvhøjde, og bassist Liam Wilson var også lige en tur nede i publikum og moshe med bassen. Guitarene blev kastet rundt i alle mulige retninger, og et par gange gik det da også galt. Greg Puciato fil bl.a. en bas i hovedet, mens Ben Weinmans guitar på et tidspunkt røg op i loftet, så en af loftspladerne knækkede og røg ned over ham. Bandet lod sig dog ikke mærke af de knubs de fik og tonsede ufortrødent videre.
Setlisten bød på en god blanding af numre fra bandets bagkatalog med en lille overvægt til den forrige plade Ire Works. Fra den nyeste plade Option Paralysis fik vi bl.a. “Chinese Whispers”, “Room Full Of Eyes” og “Good Neighbour”. Fra Ire Works blev det til “Black Bubblegum”, “Lurch” og den funky “Mouth Of Ghosts” med Bein Weinman på klaver, mens bl.a. “Subshine The Werewolf” fra Miss Machine og “43% Burnt” fra Calculating Infinity også var at finde på setlisten. Herudover var der et par numre fra bandets EP’er (bl.a. “The Mullet Burden”fra Under The Running Board).
Et af Option Paralysis‘ stærkeste numre “Farewell Mona Lisa” lukkede koncerten, og selvom Dillinger Escape Plan “kun” havde spillet 75 minutter, var der ikke nogen, der bad om ekstranumre. Ikke fordi det havde været en dårlig koncert, hvilket tydeligt dementeredes med folks smil, men fordi publikum simpelthen ikke kunne holde til mere.
Dillinger Escape Plan havde leveret en koncert, der i den grad var godkendt, så hvad mere kan man forlange? Intet, for Dillinger Escape Plan er virkelig et af de allermest vilde, energiske, rutinerede og bedste livebands der findes. Uanset om man kan lide musikken eller ej, så er Dillinger Escape Plan et band der skal opleves live mindst en gang i livet.
