90’ernes 30 bedste albums: #11
5. april 1994 skød Nirvanas forsanger Kurt Cobain sig i Seattle. Seks dage senere udkom Oasis’ første single ”Supersonic” fra Manchester-gruppens debutplade, Definitely Maybe. På sin vis kunne timingen ikke have været bedre. Oasis fejede alle populære strømninger af bordet; ud med den depressive grunge, væk med hår-metal og ind med ægte rock ’n roll spillet af mennesker med en opvækst, der på alle måder fordrer den rette ’shut-up or fuck-off’ attitude som er grundstof i al rock.
Brødrene Liam og Noel Gallagher kom direkte fra de uinspirerende og tilsodede gader med endeløse rækker af ‘semi-detached’ huse i Manchesterforstaden, Burnage. Fra en turbulent opvækst præget af ustabilitet, vold og arbejdsløshed, var fremtidsudsigterne de samme for de to brødre. Fabriksarbejde (i bedste fald) med ugentlige lønningsdage og ‘piss-ups’ på den lokale pub var og er en del af hverdagen for den del af England som sjældent beskrives i udlandets medier. Sammen med vennerne Tony McCarroll, Paul Guigsy McGuinan og Paul “Bonehead” Arthurs dannede de i 1991 gruppen The Rain som efter Noels indtræden skiftede navn til Oasis.
Med en forkærlighed for britisk rock i form af The Beatles, Small Faces, The Who og The Jam havde guitaristen Noel udviklet en skarp sans for at skrive simple og nærmest skræmmende iørefaldende numre med halvflippede tekster, der kombineret med lillebror Liams selvsikre bad boy attitude og flabede vokal, var lige nøjagtig den eksplosive cocktail som Europa (og senere resten af verden) trængte til da Britpoppen eksploderede i 1994. Oasis var 100% rock ‘n roll leveret med en troværdig og fandenivoldsk attitude. De var ligeglade med at optræde som idioter, skændes offentligt og udlove tæsk til højre og venstre. Derved var Oasis den absolutte modpol til de intellektuelle middelklasse-drenge i Blur, der udgjorde den anden hovedkraft i Britpoppen i disse år og striden mellem de to bands synes ingen ende at ville tage. Liam Gallagher tøvede sjældent med at love ‘the f ***ing posh lads’ tæsk gennem medierne. En udtalelse fra Noel om, at han ønskede, at Damon Albarn ville få AIDS og dø, fik ham dog til at indse, at grænsen måske var nået og en offentlig undskyldning fulgte. Eskapaderne til trods, så skal der også lige nævnes lidt om selve pladen.
Definitely Maybe besidder ud over en imponerende række stærke numre, en uskyldig og lidt naiv kvalitet der karakteriserer det stadie som bandet var på inden berømmelse, penge og offentlige skænderier langsomt men sikkert tærede gruppen op indefra. Sangene handler om deres drømme og indtryk fra deres opvækst og teksterne vrimler med referencer til lokale skikkelser og stemninger. John Lennons indflydelse på Noels tekstskrivning er især tydelig på “Shakermaker” og “Supersonic”. Længslen efter at bryde ud af dagligdagen og blive til noget stort kan tydeligt spores i gruppens ultimative erklæring: “I live my life in the city / there’s no easy way out” (“Rock ‘n Roll Star”). Den fængende “Slide Away” om Noels eks-kæreste, er et godt eksempel på Noels helt særlige melodiske tæft og evne til at skrive store ballader. “Live Forever” og “Cigarettes & Alcohol” er klassikermateriale med super stærke riffs. Den halvakustiske og smukke “Married with Children” er Noel og Liam i bedste Beatles stil. Definitely Maybe er svær at sætte en finger på og jeg må erklære den for én af 1990’ernes vigtigste udgivelser og et must i enhver pladesamling. Den står da også i ca. 7.5 millioner hjem rundt om i verden
Oasis blev den mest markante gruppe i Britpop-bølgen og man kan, efter min mening, tilskrive rockens revival til både Definitely Maybe og den endnu mere populære opfølger What’s the Story (Morning Glory) fra 1995 der indeholdt en vis “Wonderwall”. Sammen med rivalerne fra Blur og deres “Parklife”, der blev udgivet indenfor samme måned i 1994, styrede Oasis verden i tre-fire år indtil kreativiteten og pusten lige så langsomt forsvandt. I skrivende stund er Oasis en saga blot, men dengang var de et af verdens største og mest populære bands.
