Verdensmusik fra tre kontinenter
Normalt er det udsøgt rom, eksotiske, brunglødede kvinder og et dybt forarmet øsamfund, man tænker på, når Cuba er i fokus. Men faktisk har det pseudosocialistiske samfund en lang og rig musiktradition, der lever i bedste velgående på de lokale spillesteder, markedspladser eller hvor der ellers er en mand og en akustisk guitar til stede samtidig. Den cubanske musik, levende eksemplificeret med Vivancos fuldblodsakustiske folk, er en sveddryppende kombination af latinamerikanske rytmer, spansk temperament og et melodispor, der forgrener sig langt ind i afrikanske kor og stammerytmer. Således har Vivanco både den allestedsnærværende akustiske, spanske guitar, en svuppende bas, der leger lystigt med i baggrunden og et utal andre akustiske instrumenter.
Hvor musikken bevæger sig ud af det strengt begrænsede cubanske og ind i den globale verdensmusik, er i den krydrede duft i ”Del Oriente”, som har en ægte bazarstemning af mellemøstlige rytmer og toner, og på ”La Cuica” istemmer det kvindelige kor med afrikansk inspireret baggrund, samtidig med at et helt batteri af messing blander sig i bedste mexicanske stil.
Vivancos autentiske vokal emmer af latinamerikansk og spansk folkesang med både kærlighed, skæg og ballade og en længselsfuld tone af savn og afsavn. De 12 skæringer har hver deres tema, og man keder sig aldrig i selskabet med de originale spillemænd.
På ”Anaconda” synger Vivanco som en fransk smørtenor med tilbageholdt indlevelse, på ”Que Guapanga” får rytmen et skud vitamin og en tværfløjte giver en nærmest nordisk folk-stemning, der også er at finde på ”A otra altura”, hvor en simpel melodi, vokal og tværfløjte leverer noget af det smukkeste musik, man kan forestille sig. Det er dybtfølt og ægte, og såre simpelt. Præcist som den umiddelbare folkemusik er i stand til, når det rammer den ægte åre.
Hos Vivanco flyder åren rigt, og der er masser af stemninger og følelser, der kommer til udtryk i et musikalsk billede, der trækker på referencer fra både spanske, latinamerikanske, mellemøstlige og afrikanske rytmer og traditioner. Det interessante er, at man bliver suget ind i musikken, selvom man ikke forstår sproget. De glødende rytmer og de spruttende horn, sammen med Vivancos sprøde stemme, det flotte baggrundskor og de nænsomme fløjter, skaber et musikalsk tæppe med komplicerede mønstre og strålende farver, der ikke kan andet end at betage og begejstre.
Der er ingen tvivl om, at Vivancos musik vil tiltale lyttere med interesse for latinamerikansk verdensmusik, men andre kan absolut også være med her. Der er et liv og en ægte energi i Vivancos musik, der favner lytteren med det samme. Derfor, slå ører og arme ud og lad dig (for)føre af den potente cubaner med de stærke sange.
Arriba!
