90’ernes 30 bedste albums: #8
Da Tool udgav deres album Opiate i 1992 var der ikke meget nyt under solen. Men der gik heldigvis ikke mange år før bandet besluttede sig for at forlade den almindelige metervarerock, og begive sig ud på mere usikkert, og langt mere interessant, territorium.
Allerede på andet album, Undertow, havde bandet ændret deres stil i en noget mere eksperimenterende retning, men det var dog først på tredje udspil, Ænima, at der virkelig opstod et nyt lydbillede i bandets musik. Det er svært helt at placere bandet i en genre, og bandet er derfor også både blevet betegnet som bl.a. art rock, industrial metal, alternativ rock og progressiv metal, hvilket indikerer, at der sågar er uenighed om, hvorvidt det drejer sig om rock eller metal til at starte med. Man kunne vel sige, at bandet ligger på grænsen mellem disse to hovedgenrer, og at det er meget rammende at musikken er alternativ, såvel som progressiv. At man ikke helt kan putte Tool under en kategori passer vist i øvrigt bandets medlemmer meget godt, og de kan da heller ikke beskyldes for at stå stille i deres udvikling. Ænima er, måske netop derfor, ikke et album, der kan betegnes som lyttervenligt, og alene det næsten 14 minutter lange, nummer ”Third Eye” kan med sine utallige nuancer, være for meget for mange. Til gengæld er det et album, der virkelig folder sig ud for lytteren, når det høres flere gange, og alle de små detaljer opdages. En sang med mange detaljer er fx ”Pushit”, som også er et af albummets smukkeste numre grundet forsanger Maynard James Keenans på en gang underspillede og markante vokal, en vokal, der narrer en til at tro, dette nummer er ren skønhed, men hører man teksten, forandrer sangens stemning sig til at være mørk og foruroligende: ”I will choke until I swallow/ choke this infant here before me/ what is this but my reflection?” Sangen har et meget svævende, nærmest syret lydbillede i verset, især i guitaren, mens omkvædet har en hårdere, taktfast rytme. Sangen bliver tungere mod midten, men daler så virkelig i styrke, og bliver pludselig næsten skrøbelig, for blot senere igen at stige i tempo og intensivitet, hvor Keenan mod slut i den grad får sunget sin indebrændte utilfredshed ud.
Både det lyriske citat fra ”Pushit”, og kompleksiteten på musiksiden af nummeret, er meget kendetegnende for Ænima, og et nummer som ”H.” er endnu et eksempel herpå. Også her føler man den ulmende uro i Keenans stemme, og Justin Chancellors signifikante baslyd. ”I feel this coming over/ like a storm again”, nærmest skælver vokalen, og indbefatter denne fornemmelse af, at det værste kan ske lige om lidt, men så brager linjen ”I don’t mind” gennem lydmuren, og sangen udvikler sig til en følelse af kontrolleret vrede, men slutter dog igen i det helt stille lidt efter.
De fleste numre rummer på den måde mange humørtilstande, som mennesket ligeledes gør det, og derfor er det bemærkelsesværdigt at et sådant lydbillede oftest forekommer komplekst at lytte til, når det netop kunne være en beskrivelse af individets psyke, men Tool formår at blive ved med at udfordre og forundre på Ænima, og har som et ekstra forsøg på at få dette til at lykkes, ikke inkluderet teksterne på albummet. Bandet har tidligere udtalt, at teksterne ikke er med, da de kan komme i vejen for oplevelsen af musikken, og at folk i øvrigt selv må tolke hvad de vil ud af teksterne. Med den oplysning in mente, kan man foretage mange spændende og mindre behagelige analyser af tekster som ”Let go deep inside the borderline/ this may hurt a little/ but it’s something you’ll get used to” på et nummer, som ydermere bærer titlen ”Stinkfist”. Der er næppe nogle tabuer eller grænser i Tools univers, heller ikke når det gælder politik. Keenan har aldrig lagt skjul på sine stærkt venstreorienterede holdninger, og der er mange, der skal føle hans vrede, hvoraf en stor del oplistes i albummets fantastiske titelnummer.
Og Tool giver ikke kun en særegen og unik oplevelse i musikken, for også ved bandets liveoptrædener vises der bizarre, smukke og skræmmende billeder på storskærme, ligesom at bandets musikvideoer også er i sin helt egen underlige, men utroligt kunstbevidste, kategori. Bandet står på den måde for en totaloplevelse, og Ænima repræsenterer en rejse, hvor øregangene kommer til at befinde sig i en verden, der står uden for kroppens forståelse, og samtidigt fortæller om alle de lag, sindet kan rumme. Nye lag kommer konstant til på denne rejse, også selvom den nu har varet i fjorten år.
