Krævende, men givende udspil fra canadiske skæv-rockere
Jeg har gennem tiden læst og hørt meget om canadiske Frog Eyes. Af uransagelige årsager har jeg aldrig fået lyttet til bandet og det er så udpræget en fejl, hvis deres tidligere seks albums har haft samme høje niveau og kuriøse fremtræden, som Paul´s Tomb: A Triumph.
Frog Eyes laver fremragende sange, spillet med visionær sans, overblik og opsigtsvækkende drive, men Frog Eyes’ helt store profil og karismatiske es er forsanger Carey Mercer, som er noget af det mest interessante på den nuværende rockscene. Han kan fandendansemig tiltrække opmærksomhed og vække sitrende nysgerrig hos undertegnede.
Frog Eyes har med Paul´s Tomb: A Triumph leveret en pragtfuld øjenåbner af en skive. Et både balstyrisk, krævende og indimellem galskabslignende album, med referencer både til Shakespeare og Biblen. Frontmand Mercer synger som et vildt bæst, lukket inde i et alt for lille bur. Han er en unik særling, som tér sig som en køter, der ikke finder sig i at holdes i snor. Han svinger på obskur vis mellem den rasende, hæse agiterende vokal, for just efter at fare ned i den dybeste baryton, kun for senere at runde falsetten. Det er alt efter temperament, forunderligt eller skrækkeligt distraherende og stressende. Uanset hvordan man befinder sig med Mercers jagende vokale udfoldelser, er det nødvendigt at gå ind i albummet med både hud og hår, for at få noget ud af den mangfoldige og sære alternative rock.
Mercer er en rastløs sjæl, som sjældent indtager den brede alfarvej i sine emotionelle sange. Hans engagement er af stor styrke, intensitet og kraft, nærmest som en manisk galning, der sprutter, hvæser, og kæler i ét væk. Han har tydelige lidelsesfæller i bl.a. Nick Cave og David Eugene Edwards, uden han dog vokalt helt lægger sig op ad de to herrer. Der hersker dog samme uafklarede mørke sindelag og en frådig og rasende søgen og problematisering over livet i alle dens aspekter.
Måske er The Birthday Party på kollisionskurs med et tungsindigt Arcade Fire, det tætteste man kommer en beskrivelse af Frog Eyes musikalske postpunk verden.
Kompositorisk er de ofte lange numre så skiftende i karakter, at bedst som man tror, at man har Frog Eyes på genrelinsen, vender bandet 180 grader og pludselig ser nummeret helt anderledes ud end først antaget. Der bygges op og pilles ned, konstrueres og dekonstrueres, kæles og tærskes, skrøbelige toner overtages af nærmest voldelige sekvenser, der hviles og buldres. Kort sagt vrides man ubønhørligt rundt i bandets tumultariske excesser, over de ni numre som møder en på Paul´s Tomb: A Triumph.
Nøgternt er det sjældent. Dertil er Frog Eyes alt for buldrende og med alt for meget på hjerte og i spil. Der tales ofte med store bogstaver, som en insisterende stampen i gulvet og bandet støtter frontmanden med yderst muskuløs og krasbørstig musiceren. Det betyder ingenlunde, at det er for komplekst og uigennemtrængeligt, for bandet udviser masser af melodisk flair og øje for den gode sang, på trods af den udfordrende præmis. Man skal dog have svaghed for det krøllede og kringlede, med finurlige skæverter og en ubetinget glæde ved melankolske stemninger og molstemte toner, fra den mørkere side af spektret.
På ”A Flower In A Glove” lyder Mercer som en uafbalanceret Greg Dulli i frit fald. Et ni min. langt episk åbningsnummer af dæmonisk karakter. Følelserne sidder helt uden på tøjet fra første anslag og man lades sjældent i fred, mens det magtfulde nummer maner til grublen og eftertænksomhed. Mercer skiftevis synger, grynter, skriger og synes indimellem decideret desperat klynkende i sit vokale udtryk. En særdeles flot og tungsindig åbning af et udfordrende og ganske krævende værk. Hvad der driver Mercer vil jeg lade usagt, men drives det gør han og det er helt ud i sindets yderste afkroge, med stor og særdeles smittende dedikation.
”The Sensitive Girls” kunne være Bruce Springsteens arbejderrock på skæv og fornyet kurs, med hjertet helt oppe i livet og skeletterne raslende ud af det mentale skab, mens ”Odetta´s War” slingrer hvileløst rundt i klaustrofobiske guitarangreb, med en snublende Mercer der lyder, som er han tæt på forstandens afgrund. Guitarerne har en smadret nærmest skramlet lyd, som ligger i perfekt forlængelse af sangens skæve og rablende karakter. Tilbageholdende her og eksploderende der. Orgel kigger også forbi, mens trommerne skiftevis samler og sprænger den musikalske ramme.
”Rebel Horns” starter i ska-rock terminologi, men bryder det op adskillige gange undervejs og søger andre græsgange, mens guitararbejdet simpelthen er i særklasse, med sin blanding af staccato rytmer og gyngende støjflader. ”Styled By Dr. Roberts” begynder i højt tempo med tæppebanke-trommer, for så at destruere sig selv og gå i downtempo med klaver og guitareksperimentelle fingerpicks på strengene, mens ”Violent Psalms” er albummets eneste pusterum, med en smuk og tilbageholdt synthbåren skæring, hvor Mercer for første og eneste gang synger fredfyldt og næsten i harmoni med sig selv.
Sådan forløber Paul´s Tomb: A Triumph. En vægtig, ambitiøs og særegen plade, som vil virke forvirrende og excentrisk på mange, men de som tager turen og spænder sig fast med et åbent og imødekommende sind, vil belønnes for indsatsen, for Frog Eyes vokser yderligere efter hver afspilning.
