90’ernes 30 bedste albums: #6
“Eeeexit light, eeeenter niiight / taaake my hand, off to never-neverland”. “So close, no matter how fa-ar / couldn’t be much more from the heart”.
Elsket og hadet, lovprist og forbandet. Uagtet ens opfattelse så ændrede Metallicas selvbetitlede album fra 1991, for altid deres fans forhold til det band som opfandt thrash metal, gav os verdens bedste metal-album, Master of Puppets, og som altid havde nægtet at følge trends ved fx at lave musikvideoer. De nye fans var begejstrede, men for mange af ‘de gamle’ tilhængere blev Metallicas nye stil en svær kamel at sluge. The Black Album, som det hurtigt blev døbt, er dog at finde på listen over alle tiders mest solgte plader, og uden tvivl én af 90’ernes største. Det var også den plade der med ét gjorde Metallica til hvermands eje – 22 mio for at være mere præcis.
Lars Ulrich & co. havde været en barsk tid igennem. I september 1986 omkom deres talentfulde og indflydelsesrige bassist Cliff Burton i en tragisk busulykke på en svensk landevej. Med chokket og sorgen gemt godt væk under lædervesten, hyrede de lynhurtigt Flotsam & Jetsam bassisten Jason Newsted som erstatning. Bandet kørte hårdt på med en Japan-turné og en hyggelig cover-plade, Garage Days Revisited, inden de påbegyndte indspilningen af …And Justice For All som udkom i 1988. Men meget var forandret. Pladen havde en underlig mat klang og hvor i alverden var bassen blevet af? Lars & James havde behændigt sørget for, at Jasons bas ikke kunne høres i mixet af den færdige plade. Pladen fik, på trods af dette, stor succes, men der blev brudt med et ældgammelt princip; for første gang indspillede Metallica en musikvideo (til nummeret ”One”). Et tidligt tegn på, at bandet var på vej mod nyere tider. Midt i den øgede opmærksom snuppede Jethro Tull (!) Grammy’en for bedste hard rock udgivelse for næsen af den oplagte kandidat. Hvis det helt store gennembrud skulle komme, ja så skulle der ske noget nyt.
I 1989 hittede Mötley Crüe med deres Dr. Feelgood og The Cult havde stor succes med Sonic Temple. Fælles for de to plader var en producer ved navn Bob Rock som havde skabt den polerede lyd, men som også havde formået at hive det bedste ud af begge grupper. Skulle Metallica rykke, så var Bob Rock den rette mand. Et valg der sendte en chokbølge gennem fanskaren. Men gruppen og Rock lukkede sig inde i One on One-studierne i Los Angeles. Da døren igen, efter otte måneders slid, blev åbnet i juni måned 1991, var det med 12 finpudsede numre som på alle måder var anderledes end noget de havde lavet før. Thrash-kongerne havde skiftet ham og iklædt sig kortere, radiovenlige og vel- eller ’over’-producerede numre end nogensinde før. Det var tydeligt at høre, at der var lagt hundredevis af timer i instrumentering og finjusteringer. Indrømmet, Metallica havde aldrig lydt bedre, men den flotte produktion var ikke nok.
Singlerne (og videoerne til) ”Enter Sandman”, ”The Unforgiven”, ”Wherever I May Roam”, og superballaden ”Nothing Else Matters” prentede Metallica ind på nethinden af alle, der så MTV dengang. Det var umiddelbart albummets højdepunkter som alle kender til absolut hudløshed og kræver næppe uddybelse her. Men det er især interessant at skrælle hittene væk og se hvad der så er tilbage. For Metallica er samlet set et temmeligt overvurderet album med langt flere halvsvage numre fremfor rigtigt gode. ”Holier Than Thou”, ”Through the Never”, ”Of Wolf and Man”, ”Don’t Tread on Me” og ”My Friend of Misery” er glimrende eksempler på pladens åbenlyse svagheder. Man savner ganske enkelt, at de ind imellem bryder den stramme fiksering på korte og rifftunge numre og breder melodierne lidt mere ud som de gjorde til perfektion på de foregående albums. De episke stemninger fra Master of Puppets og Ride the Lightning erstattes af halvtørre ballader og letkøbte riffs som grundlæggende mangler fantasi.
For dem der savner Metallica fra før 1991 så overvej lige hvorvidt Metallica havde overlevet grungebølgen, havde de fortsat med at spille progressiv thrash? Hvor havde bandet været i dag, hvis ikke de havde indspillet the Black Album? Svært at sige, men sikkert ikke i samme liga som nu og Metallica er stadig den største grund til, at de år efter år fylder stadions rundt omkring på kloden. For lige siden har de ikke formået at matche den succes som pladen bragte dem og med dette album, såvel som de efterfølgende, er det tydeligt hvilken enorm betydning Cliff Burton havde for Metallicas musik. Som historien siden viste, så var det heller ikke sidste gang, at en Metallica-udgivelse skulle dele vandene.
