90’ernes 30 bedste albums: #6
Jeff Buckley druknede på tragisk vis den 29. maj 1997 under en svømmetur i Wolf River Harbor. Han blev blot 30 år. Sit musikalske talent og tidlige død havde han til fælles med sin far Tim Buckley. Men hvor Tim Buckley nåede at udgive hele ni albums i sit 27 år korte liv, så nåede Jeff kun at udgive et enkelt.
Jeff Buckley voksede op i et mobilehome sammen med sin mor Mary Guibert i og omkring Orange County syd for Los Angeles. Moderen var klassisk uddannet cellist og pianist og faderen Tim Buckley havde Jeff ikke nogen kontakt med – og det var først efter faderens død, at sønnen begyndte at benytte Buckley som efternavn. Efter at have startet med at spille guitar allerede som 5-årig gik turen over diverse lokale Hollywoodbands inden for genrer som jazz, reggae og heavy metal for at ende i New York, hvor Jeff Buckley skulle få sit gennembrud som solist på en række Lower East Side-klubber og caféer. Den irske café Sin-é blev hans foretrukne spillested, og Jeff Buckley spillede ofte om mandagen med et repertoire bestående af egne sange og coverversioner af Led Zeppelin, Nusrat Fateh Ali Khan, Bob Dylan, Édith Piaf, Elton John, The Smiths, Bad Brains, Leonard Cohen, Robert Johnson og Siouxsie Sioux. Caféen kom til at lægge navn til Jeffs første udgivelse; live-ep’en Live at Sin-é, der udkom i december 1993. På ep’en var Jeff kun akkompagneret af sin Fender Telecaster, og den indeholdte numrene ”Mojo Pin” og ”Eternal Life”, der senere også fandt vej til Grace. Kritiske røster mente dengang, at Jeff Buckley blot var en dårlig kopi af sin far, men allerede året efter skulle Jeff Buckley tilbagevise deres ord.
Grace udkom den 23. august 1994. Udover syv af sine egne numre var der også blevet plads til tre covernumre, der alle viste hvilken fantastisk sanger Jeff Buckley var. Hans version af ”Hallelujah” overgår Leonard Cohens original med flere længder hvad angår inderlighed. Sangen sættes i gang af en udånding efterfulgt af en stille elektrisk guitar. Senere kommer Buckleys vokal til og resten er gåsehud. ”Corpus Christi Carol” er baseret på den britiske komponist Benjamin Bittens version af den originale salme fra det 15. århundrede. Et modigt valg at inkludere en salme på sin rock debut, men ikke desto mindre et oplagt valg til en eksperimenterende musiker som Jeff Buckley, der qua sin mors franske, græske og panamanske rødder og sin fars irske var bredt inspireret. Det sidste covernummer er af James Sheltons ”Lilac Wine”. Buckley bygger sin tolkning på Nina Simones version fra 1966. Nogen vil muligvis bebrejde Jeff Buckley at næsten 1/3 af numrene på Grace er covernumre. Kritikken falder dog til jorden, da Jeff Buckley, som Johnny Cash, besidder evnen til at gøre andres numre til sine egne.
Jeff Buckleys helt store force er hans vokal, der på mange måder minder om faderens, men som alligevel er en tand renere, har en større spændvidde og som til tider er så følelsesladet, at den kan åbne for tårekanalerne som eksempelvis på de to smukke ballader ”Last Goodbye” og ”Lover, You Should’ve Come Over”. I strygerarrangementet på ”Last Goodbye” kan man fornemme Buckleys inspiration fra pakistansk musik, som han havde en forkærlighed for. Hans store passion i den retning var Nusrat Fateh Ali Khan som han interviewede for Interview Magazine i januar 1996.
Andre steder er Jeff Buckleys vokal mere rå, som eksempelvis på ”Grace”, ”Mojo Pin”, ”So Real” og især ”Eternal Life”. Men udover på sidstnævnte er de rå passager mere undtagelsen end regelen på Grace. Vil man have de mere rå sider af Buckley, så skal man gribe fat i hans livemateriale. Derfor blev mange anmeldere også skuffede over Grace, der primært præsenterede den mere følsomme side af Jeff Buckley. Hvor var den rock ’n’ roll de blev lovet med Live at Sin-e? Hvis de havde forventet at Jeff Buckley skulle have lydt som han gjorde live, så var kritikken i høj grad berettiget. Andre anmeldere begejstredes, og albummet endte da også på mange af de lister, der ved årets slutning gjorde status over årets bedste albums. Og siden på lister over årtiets bedste albums samt over verdens bedste albums.
Jeff Buckleys lig blev fundet den 4. juni 1997. Seks dage efter sin død og seks dage efter, at hans band havde sat sig på flyet til Memphis for at mødes med ham og påbegynde indspilningerne til Jeff Buckleys andet album, der gik under arbejdstitlen My Sweetheart the Drunk.
Jeff Buckley var uden tvivl en af sin generations bedste. Med Grace efterlod Jeff Buckley et musikalsk testamente, der ikke kunne være skrevet bedre. Siden har hans mor, Mary Guibert, udgivet en række af hans indspilninger posthumt. Værd at købe er i særdeleshed Grace (Legacy Edition) (2004) – hvor man bl.a. finder den smukke “Forget Me” og hører Buckley fyre den af live med covernumre af bl.a. MC5 og får “Eternal Life” i en anderledes rocket version – samt Sketches for My Sweetheart the Drunk (1998), der præsenterer det materiale som det var meningen skulle blive til Jeff Buckleys andet studiealbum.
