Britisk singer/songwriter-debutant med stor intensitet
Karen Elson rammer, når albummet er i sine største øjeblikke, en intensitet og et nærvær, der trækker lytteren helt tæt til de stemningsmættede passager. Andre gange overdrives melankolien og tristessen med lidt for megen lapsteel og sav.
Den britiske sangerinde debuterer som solist efter at have medvirket i en række øvrige sammenhænge med blandt andre Cat Power og Robert Plant. Og solokarrieren starter flot på titelnummeret ”The Ghost Who Walks”, som er fin story-telling med alvorstyngde og fremragende flow. Et nummer, der er præget af masser af mystik og en støvet produktion på både vokal og musik. ”The Truth Is The Dirt” har en fremragende opbygning med vredt og hårdt omkvæd og ellers et slæbende guitarpræget roots-billede med hammondorgel og en vis Doors-fornemmelse.
”A Thief At My Door” er meget stillestående og intens med slideguitar og fingerspil. Vokalen er fornem, og udtrykket aldeles nærværende. ”The Birds They Circle” er en akustisk guitarpræget folkballade med fine vokalharmonier og glimrende tilstedeværelse og nærvær. Her minder Karen Elson til en vis grad om Laura Marling, og hun finder en stærk power i klaverstykket i midten af nummeret.
Folk-inspirationerne går igen flere andre steder undervejs, som for eksempel på ”Lunasa”, der er en næsten vise-agtig skæring. Elsons vokal er perfekt i denne sammenhæng, trods det gammeldags præg, nummeret får, så er der stadig et friskt og ungt udtryk på nummeret. Det samme kan siges om den særprægede ”Stolen Roses”, der er som klassisk folk med store strygere og klassisk vise-stil.
Det bliver for alvor særpræget på ”100 Years From Now”, hvor vi befinder os i en klaverdreven story-telling med inspiration fra 50’ernes poptraditioner, countryens rødder, honkytonk-fornemmelse og spoken word. Med tilsætning af savens særprægede vibrationer prøver Elson for alvor kræfter med sjældne musikalske landskaber her.
Der er også mere uinteressante numre undervejs. ”Pretty Babies” er i den sukkersøde og mere poppede retning, mens der går lidt for meget høstfest og bakkesangerinde i den på ”Cruel Summer”, hvor det lækkert støvede og intense udtryk bliver til tørt halm i udtrådte træsko. På ”Garden” lykkes Elson ikke helt med at skabe sit hidsige og udtryksfulde udtryk, måske fordi det melodiske flow ikke er stærkt nok, ligesom der er melodiske mangler på ”Mouths To Feed”.
”The Last Laugh” er smuk på vokalen, men jeg føler, at lapsteel-guitaren bliver lidt for overvægtig i lydbilledet, og det giver et unødvendigt giro 413-præg under den ellers moderne overflade.
Karen Elson sammensætter klassiske traditioner og dyder med et mere moderne, støvet og intenst lydbillede. Det betyder, at nerverne i musikken slår gnister flere steder, hvor Karen Elson skaber store musikalske øjeblikke. Niveauet er ikke lige højt hele vejen igennem, men for tilhængere af klassiske musikrødder og story-telling, skal Karen Elson varmt anbefales.
