Ørkenvarm afrikansk blues
De fleste vil formentlig mene, at den oprindelige, originale blues kommer fra og hører til den sorte befolkning fra de sydlige stater i USA, hvor en sangerinde som Billie Holiday var med til at skabe en musikalsk sjæl, der udsprang af virkeligheden som den så ud for en hel generation af musikelskere – på begge sider af instrumenterne. Men mange glemmer, at meget af den rytme og den sans for musikalitet, den amerikanske, sorte befolkning udøvede, i sagens natur er dybt inspireret af musikken fra deres oprindelige hjemland, det afrikanske kontinent.
Victor Démé fra Burkina Faso spiller ikke kun blues. Den rutinerede afrikanske musiker, der efterhånden er kommet op i årene, kombinerer sin blues med rytmer og tonale forløb, der forgrener sig langt ind i den afrikanske stammemusik, samtidig med at det hele har et touch af vestlig produktion. Démé er først nu for alvor ved at trænge igennem med sin bluesorienterede og stærkt afrikanske musik, der forener det tilbagelænede og improviserede med det afrikansk/arabiske komponerede, der for sidstnævnte har nogle stramt anlagte forløb, hvor både perkussion, guitar, fløjter og violiner væver et kalligrafi af mellemøstligt kompleksitet og karakter.
Det er her Victor Démé for alvor bliver både dybt personlig i sin karakteristiske stil, bredt anlagt med sin bearbejdning af blues og kontinental folkemusik, og når bredt ud til et både vestligt og afrikansk publikum. Pt fejrer han således store triumfer i Frankrig med adskillige tusinde solgte eksemplarer af Deli.
Med sin underspillede, nogle gange sludrende vokal fremmaner Démé ørkenbilleder af liv og sanselige verdener, der både danser til den vuggende rytme og svømmer hen i de flotte guirlander af melodi og rytme. Alt sammen funderet i en rodfæstet blues og en sans for det folkelige.
At der sker meget på den afrikanske scene er ikke nyt, men at der kommer et stadigt stigende antal op til de nordlige breddegrader, både i form af anmeldte udgivelser og som koncertaktuelle, er en behagelig udvikling, der kun er grund til at glæde sig over. Der er i hvert fald kun grund til at lade sig opløfte af den livsbekræftende og fantasifulde musik som Victor Démé kreerer på et album, der emmer af liv og lyst fra start til slut.