Når musisk magt håndteres bedst
Betegnelsen superband er en fortærsket og lidt irriterende beskrivelse af et band, der er sammensat af medlemmer fra forskellige store bands, som har haft succes, og måske derfor kan ses som ’super’, men dette behøver ikke nødvendigvis at resultere i genialiteter. Them Crooked Vultures er et superband, som rent faktisk fortjener at blive kaldt super, hvilket der næppe kan herske megen tvivl om efter årets koncert på Roskilde Festival.
Bandet består af forsanger Josh Homme, der også slår sine folder i bl.a. Queens of the Stone Age, trommeslager Dave Grohl, som altså er vendt tilbage til sit oprindelige instrument fra dagene i Nirvana, men som ellers i de senere år har været kendt som guitarist og sanger i Foo Fighters, og sidst, men bestemt ikke mindst super, John Paul Jones, som var bassist i legendariske Led Zeppelin. Når man tænker over det, er det påfaldende at Josh og Grohl, som jo er fra samme tid og begår sig i forskellige former for nutidig rock, vælger at lave et band med den meget ældre, men bestemt talentfulde Jones. Der trækkes nemt på smilebåndet når man forestiller sig hvad Jones må have tænkt, da de to rock-knøse kontaktede ham for at lave et band. Men han gik jo med til det, og det må man takke ham for, da det har resulteret i fed rock, som minder mest om Queens of the Stone Age, hvis man ser på de respektive musikbaglande hos medlemmerne.
Til koncerten fredag blev man imponeret, ikke kun over de tre herrers kunnen indenfor rocken, men også i deres håndtering af at de alle tre er, eller har været, meget magtfulde mænd på musikscenen; ingen af dem forsøgte at overskygge hinanden, og som tilskuer kunne man næsten mærke det venskabelige bånd mellem dem. Homme var særdeles veloplagt og nærværende, på en både maskulin og smilende måde, og Grohl virkede, som om han var vendt hjem og glemte næsten alt omkring sig i sin eufori bag trommerne. Man blev mindet om hvor god en trommeslager den mand virkelig er, selvom der dog heller ikke skal lyde et ondt ord om hans evner som guitarist eller sanger. Jones viste naturligvis at han forstår bassen bedre end de fleste, og han fik derudover lov til at vise, at pianoet heller ikke er et fremmed instrument for ham, da han mod koncertens slutning spillede en imponerende solo på selvsamme instrument. Herefter blev der afsluttet med bandets hidtil største hit ”New Fang”, fra deres selvbetitlede debutalbum fra sidste år. Mange havde nok forventet at høre et nummer fra et af medlemmernes andre bands, og det kan være at det skuffede nogle, at et sådant indslag udeblev, men det er dog fedt at bandet tror så meget på deres eget materiale at de udelukkende spiller det, og da de alle kom ud til scenens kant og bukkede til sidst, kunne man heller ikke meget andet end at bukke sig i (urin)støvet for et reelt superband.
[nggallery id=104]