Behagelig beduin-blues
Selvom det mailisiske nomadeband Tinariwen udgav sit første album tilbage i 2001 – og rent faktisk spillede på Roskilde Festivalen samme år – så er det først med sidste års album, Imidiwan: Companions, at bandet for alvor er kommet ud til folk, der ikke nødvendigvis har verdensmusikken som deres foretrukne musikstil. Derfor var det da også oplagt at booke bandet igen.
Og de klarede det faktisk ganske godt! På scenen stod to guitarister, hvoraf den ene også sang, en bassist, to perkussionister og to korsangere/dansere. Forsangeren stirede for det meste stift ud til publikum med et ansigtsindtryk der skiftede mellem at være bekymret og helt udtryksløst. Stemmen gik rent og klart igennem, men på grund af det tomme ansigt var det svært at blive revet med af de åbenlyst gode melodier. Heldigvis havde han de to korsangere på sin højre side. Særligt den ældre herre var underholdende at se på når han dansede sin specielle hånddans. Kvinden var mere stillestående, men hendes vokal komplementerede på flot vis forsangerens. Korharmonierne var uden tvivl noget af det, der gjorde koncerten nærværende – sammen med de to dygtige perkussionister, der spillede rytmer som man sjældent hører i vestlig musik.
Desværre havde bandet ikke så mange virkemidler at gøre godt med. Og dem de havde blev brugt så ofte, at de til sidst virkede trivielle.
Forventningerne var store inden det turbanbeklædte band trådte ind på scenen. Publikums reaktioner koncerten igennem fortalte, at de fleste fik hvad de kom efter. Undertegnede blev dog en smule skuffet og ville hellere have siddet og nydt en øl på græsset foran scenen. For musikstilen var bestemt festivalvenlig.
[nggallery id=95]
