Stjerneskud på åben himmel
Hvad forventer man, når et af verdens største navne gæster årets Roskilde Festival, og når kunstneren koster, hvad der svarer til en tredjedel af det samlede musikbudget? Undertegnede forventede i hvert fald et overflødighedshorn af show, kaskader af lys, et dusin stort set nøgne danserinder, og en hovedperson, der ville stå i midten, badet i berømmelsens projektør og levere et stramt komponeret sæt af hit på hit på hit på hit… med frygten lurende i baghovedet for, at lyset, de olieindfedtede sirener og det gigantiske setup ville stjæle fokus for det, det hele handler om, nemlig musikken. Lad mig sige det som det første, frygten blev langsomt men sikkert gjort til skamme, og det endelige billede på nethinden, der står tilbage efter en fantastisk Prince-koncert, er af en musiker og en personlighed, der rakte ud til 70.000 mennesker og formåede at overraske, gribe og røre ved i gyldne øjeblikke.
Jeg er ikke dedikeret Prince-fan. Jeg kender mange af hans albums, jeg har skamhørt et hav af hans numre, og jeg vil til hver en tid skrive under på, at han er et musikalsk geni. Men mine forventninger til den lille latino-lover var nok på et noget andet niveau, end resten af den massive, bølgende masse af opstemte fans omkring mig. Da koncerten endelig var færdig, var jeg et helt andet sted.
Det første, der slog mig denne aften, var det totale fravær af show. Show af den kommercielle, glitrende overflade-slags. Der var intet ubeskriveligt show med indbygget stroboskoplys, ingen figurer, der hang i bronzefarvede kæder ned fra loftet, og ingen lækre babes, der spjættede ben for husarerne. På et tidspunkt gav Prince måske selv svaret på sin egen subtile måde, da han præsenterede den mandlige mundharpeekvilibrist med ordene: ”Music, played by a real musician.” Underforstået, at det var ægte håndværkere, der stod på scenen med multikunstneren, der selv står for at skulle udgive sit 33. studiealbum (dog foreløbigt udskudt på ubestemt tid uden forklaring. Måske er der knas igen med pladeselskabet!). Og her er måske den første forklaring på fraværet af det for mig forventede gigashow. Fokus er hos Prince selve musikken, dens udøvere og de sublime øjeblikke, hvor det hele smelter sammen i uforklarlig skønhed og ynde. Uden brug af unødvendige, mekaniske virkemidler. Musik skåret ind til benet, af ægte udøvere, ægte musikere.
Vedrørende lysshowet virkede det faktisk, som om den gode Prince kørte et omvendt-show på publikum. Således bad han adskillige gange om at få slukket al scenelyset og tændt projektørerne ud mod ”my people”, som han kaldte os. Vi var måske hans betalende publikum denne aften, men vi var også optrædende for en mand og en kunstner, der i høj grad forsøgte at skabe et nærmest fysisk bånd med de mennesker, han spiller sig op imod. Intet publikum, ingen inderlighed eller sprudlende jam på scenen. Denne aften var der masser af begge disse ting, i afmålte og beherskede doser, der aldrig forrykkede den delikate balance mellem selvføleri og overstyret skaberi.
Det næste, der slog mig ved koncerten, var Prince’s overlegne guitarspil. Den mand er en gudbenådet sanger, komponist, pianist og formentlig alle andre instrumenter også, og han kan spille en guitar, der bevæger sig fortroligt mellem det funkede og groovy til det bastante og heavy, så man kniber sig både i armen og en tåre, når han leverer et af rockhistoriens største numre ”Purple Rain”, som siden sin udgivelse i 1984 stadig er et mesterværk uden lige. Leveret med både tindrende følelse og et guitarspil af en anden verden. Lemmy fra Motörhead gjorde tidligere på dagen grin med publikum om, at Prince-fans da umuligt kunne lide rock’n’roll, men havde han gjort sig den ulejlighed at overvære aftenens show, ville han have set en rock-guitarist af Jimi Hendrickske dimensioner, som Lemmy i øvrigt startede sin karriere som roadie for.
Prince behersker både det indlevende, det ekvilibristiske og det komplekse. Denne aften fik publikum smagsprøver på alle Princes evner og gaver til sit folk. For det kan kun blive til smagsprøver med en mand, der har produceret så meget musik siden sin debut i 1978. Én ting er dog sikkert, man forlod Roskilde Festivalen denne aften som et lykkeligere menneske, godt hjulpet på vej af et ægte og faktisk dybt personligt show af en af tidens allerstørste musikalske personligheder, med et band af uovertrufne og i sig selv helt fantastiske musikere. Musikken havde i den grad talt, og man var kommet rundt om hele paletten med Prince’s evner som sanger, komponist, musiker, ja, selv som en spjættende dansemus, der ikke var i stand til at lukke showet ned til sidst med dansen under den drejende discokugle.
Prince havde talt, og først og fremmest med en ægte og personlig stemme, og det er i virkeligheden det, der skaber størst respekt og anerkendelse og i sidste ende de største oplevelser. Og det er det, der sidder tilbage i kroppen, når alt det andet glitterstads for længst er forduftet. Ægte musik af ægte musikere. Ægte stjernestunder under Roskildes åbne himmel.
