Robyn: Body Talk, Part 1

Robyn lader til at være i bedre form end nogensinde. Projektet med de tre albums virker spændende, og samlet set kunne det godt gå hen og blive stort. Men i første omgang nøjes jeg med en forsigtig vurdering til lige over middel, som sagtens kan ændre sig når det endelige resultat ligger klar, når året er omme.

Robyn går elektro – sådan da

Svenske Robin Miriam Carlsson/Robyn kom i sine teenageår i 90erne i et hæsblæsende tempo ud over Sveriges og Europas grænser med sin musik, for derefter lige så hurtigt at vende hjem til en pause fra det hektiske liv. Der blev mere stille omkring Robyn, men i løbet af de seneste år er hun vendt tilbage. Hun er i højere grad gået egne veje og er gået mere elektro, hvilket har ført til et brud med Jive Records og dannelsen af Robyns eget selskab Konichiwa Records. I samarbejde med EMI har hun i år varslet hele tre albums.

Der bliver ikke tale om tre albums i fuld længde, men med 8 skæringer på den første skive, kan vi stadig regne med en høj produktivitet fra Robyn i år. Hendes begrundelse herfor er, at hun simpelthen havde så mange gode numre liggende, og at de bare måtte ud. Efter at have stiftet bekendtskab med første kapitel i trilogien, Body Talk, Part 1, får man hurtigt fornemmelsen af, at der nu skal nye boller på suppen hos Robyn. Hun åbner maskinelt og klub- og houseorienteret på ”Don’t Fucking Tell Me What to Do” – et tydeligt statement fra svenskeren. Den lidt mekaniske stil fortsætter både musikalsk og titelmæssigt på ”Fembot”, mens Robyn bliver mere genkendelig på singlen ”Dancing on My Own” og ”Cry When You Get Older”. Hendes karakteristiske stemme træder her i karakter igen, og de gode melodier kombineret med et tungt discobeat rykker i dansebenene.

Der må ligge en del overvejelser bag fordelingen af de mange numre på de tre albums, og det er på den anden halvdel af Part 1, at jeg begynder at blive forvirret. Reggaerytmer og en lidt skuffende gæsteoptræden fra Röyksopp slår mig af sporet, og at hun lukker med den svenske vise ”Jag Vet En Dejlig Rosa” står fuldstændig i kontrast til den ellers meget velkomne nye stil. Den store omskiftelighed havde fyldt mindre på et album i fuld længde, men på denne korte skive forstyrrede det helhedsindtrykket hos mig.

Robyn lader til at være i bedre form end nogensinde. Projektet med de tre albums virker spændende, og samlet set kunne det godt gå hen og blive stort. Men i første omgang nøjes jeg med en forsigtig vurdering til lige over middel, som sagtens kan ændre sig når det endelige resultat ligger klar, når året er omme.

Written By
More from Lars Asmussen
08.06.12 – The Cardigans – Tivoli, København
Det er efterhånden fem år siden af The Cardigans sidst spillede sammen,...
Read More
0 replies on “Robyn: Body Talk, Part 1”