Engelske The Coral er som et musikalsk folk/singer-songwriter-kollektiv, der tager lige dele flower-power/psykedelisk folk og lige dele moderne britisk indierock og kæder det sammen. Det får dem til at lyde som en 70’er-udgave af Starsailor, og uanset hvor mærkværdig den sammenligning kan lyde, så er The Coral ofte yderst charmerende og tiltalende på det dog lidt vel overproducerede sjette studiealbum The Butterfly House, der er første udgivelse siden Bill Ryder Jones forlod gruppen, og som derfor fremstår som en ny start for The Coral.
Det er særligt vokalen, der synes at have været igennem mixerens finesser en gang for meget. For instrumenteringen er tørt skruet sammen med sprøde akustiske og psykedelisk-ansporede elektriske guitarer. Trommerne er på ægte retrovis spillet på primært lilletrommen, stortrommen og hi-hat’en, og produktionen er på den led holdt i ganske kort snor.
Vokalens problematik bliver først og fremmest problematisk på de mere melankolske sange, hvor det bliver en tand for klistret. Det gælder for eksempel den ellers lovende ”More Than A Lover”, den fint sammenskruede ”Sandhills”, ”Green Is The Colour” og ikke mindst ”1000 Years”. Desuden trænger den seks minutter lange afslutter ”North Parade” til at blive nævnt som et nummer, hvor The Coral træder et skridt til siden, løsner op for energien og giver plads til al den psykedeliske energi, de besidder, i en flot albumafslutter.
Når den musikalske stemning er mere positiv og letsindig, så fungerer vokalen til gengæld eminent. Lyt bare til albummets klart stærkeste nummer ”Walking In The Winter”, der er en stille, lille, tænksom men behagelig, rar og lækker sang. ”Rowing Jewel” har også den lyse, smilende tilgang til verden, og her er der en enorm forventningsglæde i den mere tempofyldte del af nummeret. ”Two Faces” hænger tildels også med i denne sammenhæng, omend niveauet her er en tand lavere end på førnævnte.
De første par gennemlytninger af The Coral bragte mig i højt humør, og jeg var aldeles begejstret for dette album. Men det er desværre ikke nok af numrene, der holder i længden, og særligt vokalproduktionen bliver en prøvelse, når man runde den femte gennemlytning. De gode sange er i topklasse, men helheden bliver en anelse anstrengt, og det er synd, for når The Coral holder sig til den direkte charme og tilgængelighed, så er de bestemt en samling kære og behagelige lege-fætre at være i selskab med.
