Vibrerende skygger i nattens mol og mørke
Skal man kun købe ét album i år fra den elektroniske indiescene, er Altmodisch’ debutalbum et rigtig stærkt bud på netop det slidstærke og kvalitative album, man ikke kan komme udenom. Albummet sætter fine standarder for elektronisk og akustisk orkestrering og kompositioner, og fortsætter således de fine takter, der blev indledt med bandets to første ep’er. Den sidste ep blev udgivet af Rust Music og bestod af fire numre, der også befinder sig på dette nye album.
Kvaliteten hos Altmodisch er sjældne møder mellem elektroniske virkemidler og analoge instrumenter, der i samklang skaber et underspillet og udramatisk univers, hvor lyde og stemninger langsomt folder sig ud som kronblade i en solopgang. Alt sammen modigt bundet sammen af sanger Hans-Christian Pommergaards skrøbelige vokal, der lyder som et fjernt ekko af Thom Yorke.
Labtop møder banjo, og samplede sekvenser og loops bliver garneret med trompet og violin, så det bliver helt umuligt at sige, hvad der kommer først og hvad der fylder mest. Altmodisch skaber en knitrende virkelighed, hvor små følelser og farvenuancer vokser sig større og større i lytteren, jo flere gange numrene flimrer forbi i deres slæbende tempo. Man kan ikke forestille sig, at numrene egner sig til at blive spillet hurtigere eller anderledes. De er helstøbte værker, der hver især fortæller et fortættet afsnit i et aldeles fremragende sæt af 11 sange.
Det er nærmest umuligt at fremhæve nogle skæringer frem for andre, men især ”My Children” indeholder den knitrende electronica og den vemodige tristesse, der karakteriserer Altmodisch. Sangene vibrerer og dunker i sjælen, længe efter kvartetten har forladt højtalernes membran.
”Take What You Need” skramler som en støvet ballerinafigur på en drejende skive, og banjo, keyboard og labtop lægger sig yndefuldt som et beskyttende lag over den skrøbelige eksistens. Det er ikke store følelser, der bliver slynget ud af den københavnske kvartet, men få kan som Altmodisch skabe stemningsbilleder og lydmæssige collager, der modigt og gennemtrængende gestalter sig med effektfulde midler.
Som åndsfællerne i også københavnske 180° Virvar formår Altmodisch at skabe et dybt personligt udtryk. Et udtryk, der også har paralleller til det, man ser hos odenseanske Ave, der ligeledes debuterer senere på året med deres længe ventede album.
Et fuldstændig overbevisende debutalbum fra fire modige drenge. Kan ikke anbefales nok herfra, hvis man er til den mere blide og melankolske ende af electronica, hvor melodierne står uhørt stærkt og velkomponeret.