The Beauty and The Beast glimrer igen
Den musikalske pendant til skønheden og udyret, Isobel Campbell og Mark Lanegan, har efter deres to forrige og fortrinlige udspil Ballad Of Broken Dreams (2006) og Sunday At Devil Dirt (2008), nu for tredje gang valgt, at slå pjalterne sammen og sendt Hawk ud til undertegnedes udelte fornøjelse.
Som altid opererer den skotsk-amerikanske duo med stille americana med en snert af country i melankolske gevandter, med både spøgelser og skeletter gemt i skabene. Siden den sarte og overvejende stille forgænger, er der kommet lidt mere røre i gryden denne gang. Lidt flere farver på paletten og selvom der bestemt ikke er tale om et jordskredsskifte på Hawk, mødes man denne gang af et mere varieret udtryk. Mere tyngde og bund og en myriade af blues, country, soul, americana, folk, gospel og noget der læner sig op af dreampop.
Forkærligheden for sange, der indimellem balancerer hårfint på grænsen mellem det rørstrømsk banale og det sørgmodigt afgrundsdybe, er fortsat evident på Hawk, ligesom ånden fra Nancy Sinatra og Lee Hazlewood fortsat titter frem iblandt de 13 perlende gode sange på albummet. Få kan måle sig med Lanegans stemme, når det kommer til autencitet. Når først han lukker op for sin dybe og smertelige barytonrøst er jeg altid bjergtaget. Når vokalen ydermere danner par med Campbell´s sødmefyldte og sensuelle ditto, mærker jeg en salig prikken ned ad rygraden og er solgt.
Campbell står både for lyrik, arrangementer og produktion, som er indspillet på så forskellige lokationer som Californien, Texas, Edinburgh, Louisiana, Glasgow og såmænd vores egen lille andedam Danmark. Hun har på to numre valgt at samarbejde med den unge amerikanske singer/songwriter Willy Mason. Han gør sin entré på den eminente ballade ”Cool Water” og på Townes Van Zandt coveret ”No Place To Fall”, hvoraf sidstnævnte er et excellent studie i harmonisk og tryllebindende folkrock med sand på gulvet og moody violiner i en både værdig og respektfuld version af originalen. Kynikeren kunne anklage Campbell og Mason´s take på Van Zandt for, at falde pladask til jorden som en middelmådig pastiche, men i hvert fald én ting gør, at de undgår denne injurie og det er de komplet uimodståelige vokaler, der smyger sig imellem hinanden, som elskende der henført ånder i hinandens selskab.
I den kærlige ende af spektret møder man særligt ”Eyes Of Green”´s bølger af romantisk sentimentalitet, når Lanegan intonerer: ”Take a pair of lonesome blue eyes. And a pair of eyes of green. And you could search the wide world over. They´re the prettiest I´ve ever seen”, inden en fiddle solo overtager. På det nummer er vi tilbage ombord på Titanic med en irsk folkesang rundet af bittersøde violiner.
Andre steder på albummet er der helt andre grumme boller på suppen. På ”Get Behind Me”, suppleres smadrede bluesakkorder, som lynede The Bad Seeds i det vrede hjørne, af en bedaget walking bass, som tilsammen bliver skævt og ejendommeligt, men også yderst charmerende og holdbart. Også det instrumentale titelnummer er på en gang traditionel bluesrock, men også så tilpas skævt og med så megen rasende kant, at man ikke bare gladeligt køber præmissen, næh man tager sig i at stampe med og hyle euforisk i kor med de overstyrede og syreskingre saxangreb.
Ellers er der store øjeblikke gemt i ”We Die And See Beauty Reign”, som er en ømskindet molstemt melodi af stor skønhed, omsluttet og lagt i en forbinding af tusmørkestemning. ”You Won´t Let Me Down Again” er bona fida Lanegan når han er allerbedst, i et klasse americana nummer med dæmpede men skurrende western twang guitarer, som løftes endnu et niveau af henholdsvis fantastisk melodi og en fin strengesolo spillet af det tidligere Smashing Pumpkins medlem James Iha. Campbell flankerer Lanegan på fornem vis og det er en fryd at lægge ører til. Når Lanegan med sin whiskeybaryton besynger smertelig svigt: ”A crack in the mirror tells of seven years of pain. And you won´t let me down again”, er man ikke et sekund i tvivl om oprigtigheden, på trods af det lidt klichefyldte billede.
”Snake Song” gør sig i cool og støvet steelguitar, mens ”Come Undone” er en skøn 60´er ballade, hvor strygere, klaver, oldschool orgel og cheesy soulguitar, sætter rammen for et tilbagelænet og sexet nummer af den gamle skole, med lige dele nerve og lazy feel, som bringer varme helt ud i tåspidserne.
På ”Time Of The Season” kan afsmitningen fra Sinatra/Hazlewood i sandhed mærkes, men det bliver ikke rip off, for duoen integrerer deres egen fine fornemmelse for den slags dunkelmørke pop ind i sangens hjerte og sjæl og gør den til deres helt egen.
Selv den hyggelige afslutter ”Lately”, der synes taget direkte ud af Van Morrison land, holder hele vejen hjem med sin smittende gode soulgospel og dejlige vokalduetter.
Over to sange står Isobel Campbell på egen ben. Den helt igennem suveræne ”Sunrise”, der indhylder lytteren og lokker os i sit spind, som en dragende dukkevise sunget fra kælderetagen – et greb Lisa Germano ellers har suveræniteten over – og ”To Hell & Back Again”, hvor Campbell også selv gør proces i en stenet, tåget og sensuel sag, som får Mazzy Star til at springe frem af minderne. Skotten synger fuldt ud på højde med Hope Sandoval, som ellers igennem årerne har synes urørlig, når det kommer til støvet psykedelisk dreampop.
Det er muligt, at Hawk er en rejse i traditionerne udad velbevandrede genrer, men Campbell og Lanegan undgår alle faldgruber og leverer deres retro-folkrock så genuint og overbevisende, at man spørger sig selv, hvorfor mange bands har så travlt med at opfinde rocken på ny.