Straight From The Harp er en meget særegen størrelse på den danske musikscene. Fra det kunstnerisk sublime og nyskabende til det omtrent uforståelige og unødvendige. Hele konceptet handler om at lade en mundharpevirtuos folde sig fuldstændigt ud på sit instrument – og så tilsætte varierede mængder af elektroniske flader og let vokal hist og her.
Lady Lützen og Jarno Varsted er ophavsfolkene bag dette album, der indledes med den fornemt melankolske kobling af elektronik og mundharpe. Der tilsættes en let, stemningsfuld og melodisk vokal. Det gør titelnummeret til et af de allerstærkeste på albummet, hvor alt går op i en højere enhed og grundlægger store forventninger til resten af albummet.
På ”Going Going” er det den klassiske, beskidte mundharpe lyd. Det er blær på den fede måde, og her er det ultra-kompetent instrumentbehandling, som Varsted præsterer på den lille blæser. På ”Rolling Home” er vi i en country-agtig lonesome-cowboy-stemning med en smule vokal. Det fungerer udmærket, mens stilen er den samme på ”My Instrumental Man”, der runder albummet af, men som til gengæld bliver lidt for kølig og kedsommelige med sin lidt for ensartede synth-kulisse.
”Derby” har ligeledes en masse gode elementer med både melodi, dybde og gennemtænkt fremdrift, mens jeg er mere forbeholdende overfor ”Michael Mann” og ”Girllll”, hvor der er en lidt grum synth-bas, der stjæler al opmærksomhed – samt en lidt for voldsom vægt på de hårdt pumpende beats, der brager, støjer og larmer og lægger en urolig bund for den klagende mundharpe, der smyger sig omkring på det rodede og bumlede underlag.
Straigh From The Harp er et spændende koncept og projekt, som fungerer forrygende af og til. Men det er også et projekt med en del begrænsninger, og allerede på et otte numre langt album er det svært at få det bedst funktionelle til at brede sig vidt nok omkring. Det giver indtryk af noget, der musikalsk er lidt for strittende – men til tider aldeles lovende og interessant.
