Manchester-bandet I Am Kloot har af mange været betragtet som en samling skyhøje talenter, der i deres søgen efter de rette samarbejdspartnere har fejlet forsøget på for alvor at bryde igennem. Men med Elbow’s Guy Garvey og Craig Potter i producerstolen har bandet, der er centreret om den helt formidable sangskriver og vokalist John Bramwell, fundet en sublim lyd, der placerer Sky At Night som et aldeles fremragende album, der er en opvisning i stemninger, sangskrivning i verdensklasse og en storladen skrøbelighed, der varieres mellem det helt intime og det pompøst orkestrerede.
Som anmelder skal man finde ord, så selvom det er fristende at nøjes med at skrive, at dette album er så godt, at jeg ikke kan finde ord for det, så skal jeg gøre mit bedste for at variere superlativerne. For I Am Kloot overbeviser konstant, og samtidig med at man som lytter hele tiden har Bramwell helt tæt på sig, så overrasker bandet konstant.
Sky At Night åbner albummet med en varm og imødekommende produktion. Strygere, fine stemningsfulde kor, forrygende vokal og den smukkeste sangskrivning smelter sammen i en akustisk baseret og super fornemt afstemthed, der både giver spænding, nerve og ro på samme tid. ”To The Brink” er så skrøbelig og øm, at man bliver grebet af den melankolske stemning, og ender med at blive revet med til stedet, hvor alle sorger kan druknes, og hvor alt det onde kan blive ligegyldiggjort i en rus. Nummeret rummer en helt fantastisk vokal, sangskrivning, opbygning, og bandet formår lige nøjagtigt at ramme den rette balance mellem de storladne strygere – og de små detaljer i resten af arrangementet, der bliver løftet til de højder, der gør dette nummer til noget helt enestående.
På ”Fingerprints” lægges en jazzet bund, men dette nummer overrasker undervejs med små elektriske og skarpe momenter, der giver fantastiske stemningsskift og underbygger den elektricitet, der også skabes i teksten. ”It’s Just The Night” er i samme jazzede kategori. Her er der tale om klaverakkompagneret super-melankoli med slæbende lyd, kontrabas og en stemning, der udtrykkes så dybt, at det er meget overbevisende. Afslutningsnummeret ”Same Shoes” kan nævnes i samme ombæring, og her flirtes med en fin lille blæsersektion, der er med til at løfte afslutningen helt op under nattehimlen.
“Lately” har en næsten 60’er-psykedelisk lyd med store kor og varierer fra det helt afdæmpede til det helt storladne. Minder lidt i arrangement og opbygning om Joe Cockers version af ”A Little Help From My Friends”. Beatles-inspirationerne og den psykedeliske orkestrering er brugt endnu mere eksplosivt på ”Radiation”, der er dramatisk og højspændt til det yderste.
”I Still Do” er helt nedbarberet med akustisk fingerspillet guitar og afmålt vokal i den helt afdæmpede udgave. En fin og gribende fortælling, der er i samme kategori som den enestående”The Moon Is A Blind Eye”. Her er udtrykket lidt mere moderne britisk, men med teatralsk og flot opbygning. Vokalen er atter medvirkende til at øge niveauet fra det exceptionelle til det ubeskrivelige, og det samme gælder sangskrivningen. Arrangementsmæssigt fungerer dette nummer tillige helt perfekt med det øverste lag – vokal og guitar – skåret helt ind til benet, mens bunden i arrangementet er urolig, buldrende og sitrende. Det giver et fantastisk modspil og en utrolig spænding i nummeret.
Det er vel ret beset kun ”Proof”, som jeg kan kategoriseres som tyndbenet, men det har nok mere at gøre med det skyhøje niveau, der vises på resten af albummet.
I Am Kloot har helt bestemt fundet de rigtige samarbejdspartnere til at få det ypperste frem i bandet. Sangskrivning, produktion, arrangementer og vokal er så dragende, intenst og stærkt, at det er svært at sætte en finger på, hvordan dette album skulle kunne forbedres. I Am Kloot er stærke musikalske stemninger, når disse er allerbedst!
