Det svenske pladeselskab Supernova, beskæftiger sig med nye metalnavne, hvor det ligeledes svenske band Hate Ammo er en af deres første satsninger. Det hævdes, at bandet spiller thrashmetal i forskellige afskygninger, og blander dette med et par andre metalgenrer. Resultatet heraf er dog ikke så spændende som forventet, tværtimod er det lettere rodet at lytte til.
Bandet starter albummet på brutaleste vis med nummeret ”Far Beyond Hatred”, en titel som i øvrigt leder tankerne hen på et af de største thrashbands fra 90’erne, Pantera og deres album Far Beyond Driven. Dog er der ikke meget andet end titelsammenfaldet, der minder om Pantera, da nummeret har mere moderne lyd over sig, og faktisk lyder mere som Slipknot, hvis man skal komme med et bud på en inspirationskilde. Nummeret fungerer godt som åbningsnummer, især når der brøles i gennem i versene, men omkvædets rene vokal grænser til det lidt for skingre, og ødelægger også sangens hårdhed en smule. Efterfølgende ”I.U.W.E.” viser på samme måde bandet fra deres bedste, brutale side, og har et omkvæd, der sætter sig fast i hukommelsen. Om dette så er en god ting, er lidt svært at sige, da det nemt kunne gå fra et fængende til et irriterende omkvæd efter nogen tid. Bliver man ved de tungere numre er ”A Psychotic Episode” et ægte, vellykket headbangernummer, og ”Seeds” ligeledes, selvom sidstnævnte dog næsten er et plagiat af Slipknot i deres tidligere år.
Hate Ammo har også valgt at have en ballade med på albummet blandt alle de tunge numre. Det er før set at både Slipknot, som bandet jo låner en del fra, har haft succes med de mere stille numre, og ligeledes har Pantera også formået at lyde en smule mere følsomme, dog uden at give slip på deres personlige stil. Dette er bare ikke lykkedes for Hate Ammo. Sangen med den i øvrigt lettere banale titel ”A Cold Monday Morning”, lyder i højere grad som noget, et powermetalband ville udsende, da det er helt utroligt storladent med strygere og klaver, og en næsten klagende vokal. Det passer slet ikke ind på albummet, og virker desuden temmelig patetisk, selv hvis det var hentet fra et powermetalalbum. På nummeret ”Destroy, Enemy, Police” har bandet heller ikke formået at følge den røde tråd, og lyder meget forældede med deres brug af politisirener i lydbilledet.
I det store hele er der dermed tale om et album, der desværre bærer præg af en del stilforvirring, og det er ærgerligt, da Hate Ammo lader til at være dygtige musikere, som dog er bedst på de hårdere numre. Men det skal dog nævnes, at produktionen god, og at der også er idéer at finde i musikken, som gør, at der stadig er håb for bandet på deres næste udgivelse.
