Minimalisme og repetitioner trætter i længden
De tre japanske dukketøser i Nisennenmondai er et typisk eksempel på japanske rockmusikeres legen med image og udtryk. Tre piger iklædt kostskolelignende gevandter, som uskyldige tweens med korte plisserede nederdele og en uskyldsren attitude, der når de får instrumenter i hånden, bliver en helt anden støjende og tænderskærende model end umiddelbart antaget. Den skævhed, crazyness og eksperimenterende tilgang til musikken overfor en besynderlig og ligefrem naiv udstråling er et kunstgreb, som japanske bands gør sig i under adskillige bandkonstellationer.
Nisennenmondai har ry for at være et fremragende liveband, som i den grad sætter fut under fødderne på publikum og kværner guitarstøj og feedback med ustoppelig fremdrift og kraft ud over scenekanten. Jeg vil lade tvivlen komme rygtesmedene til gode, men digitalt fungerer det altså ikke for mig.
Trioens blanding af instrumental krautrock, amerikansk no wave og free-form jazz bringer mig ikke i lykkeland, på trods af et udgangspunkt som ellers er right up my alley. De fem særdeles rytmemonotone numre som Destination Tokyo udgør, er for minimalistiske og repetitive for min smag. Der sker på én gang en masse og samtidig for lidt på albummet. Et eksempel er åbneren ”Souzousuru Neji” som over 13 min. ikke rykker sig en pind. Ikke at der ikke arbejdes med rytmer, som hoppende små græshopper over en elektrificeret mark med gentagende stød til følge. Bassen er pulsen. Trommerne holder et stramt, rigidt og energisk beat med næsten overload af hi-hat og bækken. Guitareren løber også i cirkler, med plekterklimp, metalliske riffs og undersøgelser op og ned ad gribebrættet. Alt synes som den perfekte cocktail til en tur i det hypnotiserende kraut land. Alligevel virker det stillestående og søvndyssende repetitivt. Jeg mister i hvert fald tålmodigheden på halvvejen. Nummeret nærmer sig free-form jazz, men vil hverken tilgodese jazzelskere eller kraut-aficionados, dertil er det både for lidt eksperimenterende, musikalsk udfordrende og med manglende teknisk snilde.
Produktionen er skramlet, med et nik mod det øvelokale-henkastede og det irriterer mig at lægge ører til igennem de 43 min. Destination Tokyo spiller.
”Disco” er lidt mere varieret, men heller ikke her undgås en følelse af gentagelsesmønstre uden substans. Det er som repetitive stiløvelser, som oplæg til det endelige resultat. Som det serveres her virker det ufærdigt og alt for langt, når bandet ikke kan gøre øvelsen færdig på under godt og vel ni min. Jeg kan dog på trods af dette levende forestille mig, at det kan flytte fødder og opfordre til galimatias dans under en teltdug på Roskilde Festival med alkoholen rullende i blodet.
På ”Mirrorball” duellerer bas og guitar med trommer. Guitaren lægger en bund af klimpren, men byder senere i nummeret på både en art solo og ornamenterede guitarflader, som dufter af Morricone western. Det er tæt på at være rigtigt godt, men japanerne strækker den igen alt for langt med en spilletid på 12 min. Den halve spilletid havde gjort underværker!
”Miraabouru” er et minut af pigerne nynnende deres ”Mirrorball”, moduleret i Chip og Chap stemmer og slet ikke så sjovt, som de selv synes.
”Destination Tokyo” byder for eneste gang på pladen på modereret tempo, hvilket vil sige at man ikke beat-forpustes som på resten af pladen. Her udvises mådehold og der er faktisk udmærkede postrock lignende guitarstykker, som holdes i ave og får luft og rum til at blomstre. Selvom det nok er albummets bedste nummer, kan jeg ikke dy mig for at hælde malurt i bægeret, for heller ikke her kan asiaterne begrænse sig tidsmæssigt og spænding og momentum kan slet ikke holdes over ni min. Synd og skam for en classic krautrock hymne.
Destination Tokyo har bestemt gode momenter. Bandet kan tilvejebringe et fint groove. Det har en puls som indimellem sidder i kroppen og pumper, som metronomiske hjerteklapper. Men det er simpelthen ikke holdbart, når Nisennenmondai stædigt forfølger ti min. mærket. Substansen og den hypnotiske tilstand udvandes og tilbage står fire numre, som ville have haft godt af en kraftig beskæring og et enkelt som burde udelades.
Jeg tror nu på, at det vil henrykke mere live, så måske man skulle opsøge næstkommende spillested, når Nisennenmondai har Destination Copenhagen.