Radiohead-trommeslager i overraskende solodebut
Det er tyst, afdæmpet, skrøbeligt og inderligt, når trommeslager Philip Selway fra Radiohead debuterer med et soloalbum, der rummer primært akustisk guitar-baserede numre. Af og til rammer Selway og hans store korps af prominente medhjælpere en tone, der er gribende og rørende. Andre gange bliver det for skitse- eller klynkeagtigt.
Albummet åbner aldeles nydeligt på den varme, inderlige og smukke ”By Some Miracle”, der griber lytteren om hjertet og fører Philip Selways solo-debut sikkert fra land.”Beyond Reason” har stadig sine intense momenter, men bliver en anelse for tudeagtig i vokalen, mens ”A Simple Life” har et charmerende og personligt nærvær, fordi produktionen her er så skrabet og skitseagtig, at kun det allermest nødvendige kommer med. Til gengæld fylder nummeret af samme grund ikke helt nok.
Som vokalist er Philip Selway slet ikke ueffen, når han formår at ramme det naturlige punkt for, hvornår melankolien topper og ikke kammer over. Det rammer han fint på ”All Eyes On You”, der stort set blot er en mand med sin guitar. Til gengæld er han tæt på at kamme over på ”The Ties That Bind Us”.
Som albummet runder halvvejen er tempoet efterhånden så afdæmpet, at det er tæt på at gå helt i stå. ”Patron Saint” er endnu en nydelig guitarting, mens ”Falling” er smuk og inderlig, men alligevel er det som om, at der mangler den nerve, der løfter de bedste numre op fra jævnbyrdigheden. En nerve, der til gengæld findes på ”Broken Promises”, der nok er meget langt nede i tempo, men Selway giver lidt ekstra kraft i vokalen, og sammen med en forrygende melodi, giver det et fornemt resultat.
På ”Don’t Look Down” bibringer Selway en ny karakter i sin stemme, når han træder ud på pop-scenen i et nummer, der minder om stilen fra Ian Broudie og Lightning Seeds. Den umiskendelige britiske melodifornemmelse med fin og luftig vokal. Og med smil, åbenhed og let sind, der står i modsætning til størstedelen af albummet – herunder afslutningsnummeret ”The Witching Hour”, der på afdæmpet vis runder albummet af.
Philip Selway har masser af optræk til noget virkelig godt. Når det er bedst, rammer han meget nøjagtigt der, hvor lytteren ikke kan undgå at give plads i opmærksomhed og hjerte – og her har Selway virkelig pondus. Men lidt for ofte overskrider han grænsen for, hvornår stemningen er smuk og intens, og hvornår det bliver overdrevet og derfor ikke længere virker efter hensigten.
