Tilbage fra Thunder Road
Det er lyden af bilerne, der vender tilbage fra Thunder Road. Arcade Fire har begået endnu et mesterværk med konceptalbummet Suburbs. Det handler om livet i forstæderne. Og det handler om at blive ved med at udfordre sig selv. Arcade Fire sætter en tyk streg under, at de lige nu bærer på rockens fakkel.
Roserne er regnet som en sommersyndflod over Suburbs. Og i et af disse sjældne øjeblikke har et indie-album også sat sig effektivt på toppen af alverdens albumlister. At det netop skulle blive et koncepptalbum om livet i forstæderne til del, ligger ikke lige for. Men Suburbs er et af den slags albums, der sprænger alle kendte grænser.
Da Funeral kom i 2004, viste Arcade Fire at det stadig gav mening at skrive sange i det helt store format. Sange om savn og tab. Om at bo en forstad. Om ikke at ende som sine forældre. Om at søge væk. Ud på den store Thunder Road. Om at finde noget ny mening. Alt dette fandt Arcade Fire og mere til med Funeral. 2007’s Neon Bible gik i nye retninger og havde ansigtet mere vendt ud mod verden fra et Amerika begravet i et vanviddets årti. Begge albums der befinder sig højt på listen over det forgangne årtis store skiver.
Suburbs viser på sin vis vejen tilbage til forstaden. Det er ikke et album, der på traditionel vis peger fingre af livet i forstæderne. Det er et album, som er skrevet indefra – fra forstæderne. Måske var bandet på politiske afveje med Neon Bible. Numrene derfra fylder ikke meget på setlisten på bandets igangværende turné, og siden har der også været et præsidentvalg. Arcade Fire er hjemme nu – i mere end én forstand.
Suburbs består af ikke færre end 16 numre. Det er ikke ét nummer for meget. Og igennem forstæderne løber en melankolsk tone af levet liv. Indledningsnummeret ”The Suburbs” sætter egentlig en opløftet stemning. Men Win Butler driver en hård pointe hjem med omkvædet: “Sometimes I can’t believe it/ I’m moving past the feeling.” Det er følelsen fra Funeral, der stille forsvinder, i takt med at bilerne ud fra Thunder Road vender tilbage til forstaden, til børnene, voksenlivet og de brudte drømme om at danse evindeligt i måneskinnet.
Suburbs er lyden af levet liv. Ægteparret Win Butler og Régine Chassagne omsætter erfaringer og drømme og trods på en måde, intet rockorkester før har forsøgt. Tag blot en melankolsk perle som “City with No Children”, hvor Régine Chassagne med skrøbelig røst driver pointen hjem. Eller tag sangen “Sprawl II”, der bliver albummets store afsluttende højdepunkt. En sang, hvor der midt i melankolien er trods for en hel verden: “These days, my life, I feel it has no purpose/ But late at night the feelings swim to the surface”.
Musikalsk bevæger Suburbs sig omkring i flere retninger. Her er kontante rock-sange som “Month of May” med en enkelthed som hos Ramones. Og her er signatursange som “Rococo”, der bygges frem mod et for Arcade Fire så karakteristisk afsluttende crescendo. Og der er endelig små afstikkere til mere dansable steder og tyste hjørner af forstæderne.
Suburbs er intet mindre end en øjeblikkelig klassiker. Et mesterstykke i konsekvens og medrivende sangskrivning. Arcade Fire er et band, der har meget at leve op til. Med Suburbs sprænger de endnu en gang de snærende bånd og viser igen vejen fremad for rocken. Vejen tilbage fra Thunder Road er mere end interessant og aldrig bedre beskrevet end på Suburbs.
