20-årigt stortalent imponerer på sin debut
Paupers Field er den 20-årige amerikaner Dylan LeBlancs debutalbum. Det lyder dog på ingen måder som en debut og heller ikke som om, at det er en 20-årig, der har skrevet sangene. Sangene emmer af autencitet og kunne for manges vedkommende være skrevet for mange år siden af langt ældre sangskrivere, og de bliver spillet og sunget med så stor en selvsikkerhed, at man skulle tro, at der bag mikrofonen sad en langt modnere herre end der rent faktisk gør. Giver man sig til at lytte til teksterne er det det samme billede, der tegner sig.
Dylan LeBlanc har qua sin far, James LeBlanc, der er sessionsmusiker i legendariske Muscle Shoals i Alabama og sangskriver, befundet sig i musikmiljøet hele sit liv. Arven har han taget på sine skuldre og stilen på Paupers Field lægger sig tæt op af formodede forbilleder som Ryan Adams og Townes Van Zandt, der ligeledes stammer fra den sydlige del af USA.
På flere af numrene vækker den allesteds nærværende pedal steel og den glatte produktion mindelsen til Even Johansens Magnet. Dette er især tydeligt på den smukke ”Emma Hartley”, der også har en cello indover. På ”If the Creek Don’t Rise” gæster den levende countrylegende Emmylou Harris på backing vokal, hvilket må siges at være en blåstempling af Dylan LeBlancs enorme talent.
Vokalen ligger sine steder tæt op af Ryan Adams’, der i øvrigt albumdebuterede med Whiskeytown i en alder af 21 år. Særligt tydelig er referencen i starten af den afdæmpede og melankolske ”5th Avenue Bar”, hvor den fingerspillede guitar ligger pænt bag et lettere storladent strygerarrangement. ”So I go down the street to the 5th Avenue bar / Walk over to the man who’s lighting up his cheap cigar / And I ask him if it’s gonna get any better / And he says no”, lyder et tekststykke fra sangen, der er repræsentativt for det univers af ulykkelig kærlighed, barer og outlaws som LeBlanc åbenbarer.
Det er ikke ligefrem nytænkning, der præger Dylan LeBlancs debut. Men mindre kan også gøre det, for traditionel sangskrivning går aldrig af mode – og det er netop her LeBlanc excellerer. Produktionen er desværre lidt for ren og pæn til de smukke tidløse sange og lidt mindre Even Johansen og lidt mere Townes Van Zandt ville være at foretrække.
