Obstacles: Dividual

Helt efter math-rock reglerne er det musik med stor kompleksitet, men det holdes på et niveau, hvor melodierne aldrig tynges af det eller sprænges i stykker. Grundtonen er melodiøs og man skal heldigvis lede med lys og lygte efter momenter af stilforvirring eller ødelæggende lyst til eksperimentering for eksperimenternes skyld.

Instrumentale toner vækker begejstring og et ønske om held og lykke

Instrumental math-rock med vidtrækkende temposkift er hvad Obstacles gør sig i igennem den 40 min. lange debutplade Dividual, og der spilles tight som Elizabeth 2´s stiff upper lip over hele linien. Som altid kræves der meget af trommeslageren i et math-rock band for at holde sammen på de iltre og vildfarne rytmer, og det gør Morten Clausen til perfektion. Han er überpræcis på sine tønder og arbejder konstant og kontant på skiven. Ellers skal samme ros tilfalde guitarist Thomas Feltheim og bassist Jeppe Street Jarlstrøm, mens keyboardist Niels-Peder Hjøllund fylder mindre i lydbilledet. Ofte er han svær overhovedet at få øje på i numrene.

Play/Rec er snart eksperter i math-rock-bands og Obstacles er ingen undtagelse. Signingen er velvalgt for Obstacles er et af deres sjældne instrumentalbands.
Instrumentalmusik stiller større krav til musikerne end almindelige bands, fordi man ikke kan trække på en god vokal eller interessante tekster. Opfindsomheden er stor, men bandet mister sjældent retning, eller forfalder til endeløse eksperimenter. Der spilles med en stålsat intensitet og misundelsesværdig musisk kompetence og Obstacles formår, at holde den kedsommelighed stangen, som altid ligger snublende nær hos vokalløse bands. Pejlemærkerne er guitarhug- og riffs af opsigtsvækkende styrke fra begge guitarister, mens trommerne lægger skinnerne og  lynhurtigt skifter antrit, når der skal vælges ny retning.

Helt efter math-rock reglerne er det musik med stor kompleksitet, men det holdes på et niveau, hvor melodierne aldrig tynges af det eller sprænges i stykker. Grundtonen er melodiøs og man skal heldigvis lede med lys og lygte efter momenter af stilforvirring eller ødelæggende lyst til eksperimentering for eksperimenternes skyld. Der tænkes således i melodi over eksperimentelle øvelser og dét gør det til en udpræget fornøjelse at være i selskab med Obstacles.

Små kritikpunkter rammer ”Hoaxenhagen This City Is Still A Desert”, som kører for langt i for enkle guitarakkorder, til at holde nysgerrigheden fangen. På fortsætteren ”V” fungerer det bedre, fordi bassen får mere rum og de repetitive guitardoser er mere henholdte og økonomiserede. På det nummer bider Obstacles skotske Mogwai i haserne, selvom der er mere tempo hos danskerne.

”Rorschach” lægger for med et Godspeed! You Black Emperor greb, hvor der åbnes med mystiske realoptagelser af en speciel engelsktalende mandestemme. Måske den schweiziske psykolog Hermann Rorschach, der som bekendt er ophavsmand til de blækklatlignende perceptionskort. Her benyttes Hjøllunds keys i høj grad og de bliver et godt indspark i albummets mest syrede nummer.

Også på ”Das Unbehagen In Der Kultur” kommer Hjøllunds keys til deres ret i albummets suverænt bedste nummer. En dommedagsintro åbner et nummer, som kunne være Isis eller et lignende post-metal band, med sine ulmende mørke guitartoner og skarpretter bashug, mens keyboards spreder gåsehud og uhyggestemning underneden. Hvide noisetoner bevæger sig ind og ud af nummeret og det er rigtig godt, det Obstacles leverer her.

Af andre godter bør nævnes den lidt for studentikost betitlede ”Twilight of the Idiots or, how to philosophize while hammering on”, som er et vidtspændende og fundamentalt interessant nummer, med rytmer hugget i sten, helt uden at tilsidesætte den signifikante melodiøsitet. Også ”Procrustean Beds” er en sejtrækker med tyk distortionsovs på bassen, mens guitarhuggene høvles afsted og falder som massive mukkerter.

Mod enden af albummet mister albummet lidt modus og det er som om melodierne på ”Listening Awry” og ”Locomotive” allerede er brugt tidligere på udspillet. ”Locomotive” har dog indlagt vokal og den viser med al tydelighed, at det er godt, at Obstacles holder den fra fadet og gør det til en engangsforseelse, for stemmen føjer ikke noget kvalitativt til musikken – tværtimod!

Det kan dog ikke ødelægge en knokkelhård, kompromisløs og særdeles medrivende debutlangspiller fra et dygtigt og seriøst arbejdende band.

Obstacles skal for alvor bydes velkommen på den danske math-scene med Dividuel, for det er en sjælden fugl, som svæver magtfuldt ind i den danske undergrund.

Tjek instru-gutterne når de spiller live, for det bliver garanteret effektivt.

More from Thomas Steen Jensen
Mogwai: Hardcore Will Never Die, But You Will
Samlet set er Hardcore Will Never Die, But You Will, Mogwai´s mest...
Read More
0 replies on “Obstacles: Dividual”