Fortidens fine numre formåede ikke, at redde en middelmådig koncert
Den kosmopolitiske indierock-trio Blonde Redhead med japanske Kazu Makino og det italienskfødte tvillingepar Simone og Amedeo Pace stillede foran et markant fremmøde i Store Vega tirsdag aften. Bandet blev, i al fald imod mine forventninger, flyttet fra det væsentligt mindre spillested andetsteds i bygningen til hovedsalen. Da aftenens seance blev åbnet af ”Black Guitar” fra just udkomne album Penny Sparkle, var Vegas gulv fyldt og selvom balkonen var lukket, var det med en snert af forbløffelse, at så mange var mødt op til et så forholdsvis smalt band.
På scenen bestod udsmykningen af corny lysfakler i plast op imod en bagvæg udsmykket med gyldne paraplyer, der signalerede en slags fotosession på et modelbureau blandt modebranchens linselus. Linselus er Blonde Redhead dog på ingen måde, for de fremstår nærmest forsvindende anonyme og anæmiske på en rockscene. Men parallellen til kunstbranchen er måske ikke så fjern og tilfældig, da trioen mødte hinanden som studerende på et kunstakademi og utvivlsomt går op i æstetisk image og udtryk. En udpræget ros skal lyde til aftenens lysarbejde, for det var netop æstetisk og enkelt, men alligevel en signifikant medspiller under koncerten
”Black Guitar” leveredes tilbagelænet spillet på to keyboards, trommer og med Makino´s vokal, som suverænt omdrejningspunkt. Hun stillede an med en bizar og – ja undskyld mig – næsten latterlig maske, som var Fever Ray´s Karin Dreijer steget Makino til hovedet. Et aparte udtryk, der vekslede ubestemmeligt mellem en hvid myre med ZZ Top skæg og en stormtropper fra Star Wars. Besynderligt, og var der en mening gik den fuldstændigt hen over hovedet på undertegnede. Den fortryllende og alfelignende stemme er der dog ingen, der kan tage fra japaneren.
”Here Somewhere”, ligeledes fra Penny Sparkle, følger uden at gøre synderlig meget væsen af sig. Det er fint, følsomt og smukt, men også på kanten til det kedelige. Da ”Dr. Strangeluv” fra 23 sætter i gang, breder smilene sig blandt de tilstedeværende og om det er et udtryk for Penny Sparkle´s manglende kvaliteter, eller publikums alt for korte bekendtskab med den, skal lades usagt. Tydeligt er det dog, at det sætter væsentligt mere spjæt i min koncertmotivation.
Da ”Spring And By Summer Fall”, også fra 23, leder koncerten videre, er jeg ikke længere et sekund i tvivl om, at Blonde Redheads guld ligger i fortiden, for det nummer tager stikket hjem, som aftenens ubetinget bedste nummer. Det er simpelthen knaldgodt og da trioen afslutter med en massiv mur af hvid støj, står det krystalklart, at bandet er bedst når de skruer op for intensiteten og støjen i materialet. Den drømmende og vuggende lyd, med behersket og tilbagelænet instrumentering har særdeles godt af en bragende udluftning med befriende støjkaskader indimellem, for ikke at blive for vag og fersk i længden.
Især er det vigtigt med en momentan spillen med musklerne, når ikke bare musikken, men også karismaen står tæt på stille så ofte hos bandet. For der er simpelthen nul publikumskontakt denne aften i Vega fra det indadvendte og næsten arrogant distante band. Udover Mikano´s sensuelle og æggende dans, har de respektive medlemmer kun øjne på hinanden eller instrumenterne mens musikken spiller. Først efter 45 minutter opstår der en mikroskopisk kontakt. Det skyldes ikke en pludselig udadvendthed fra bandet, men fordi der efter lidt knas med lyden, opstår et vakuum af ventetid, hvorpå en tilskuer råber: We love you. Dén kan selv ikke Blonde Redhead sidde overhørig, så Amedeo Pace kryber modvilligt til mikrofonen og responderer med et: We love you too. Det er faktisk den eneste ytring mod de fremmødte, bandet leverer udover et næsten uhørligt thanks, da de går af scenen efter sidste tone har forladt de keyboards, bandet desværre er blevet svært forelskede i på Penny Sparkle.
Ikke at Blonde Redheads musik kalder på en udadvendt rock´n´roll attitude, men bare et minimum af publikumskontakt må der altså gerne være. Som min kære sidemand sagde: Det føles sgu næsten som om vi gør vold på bandet ved at være her i aften!
”Falling Man” er så godt leveret, at man frydes så det løber koldt ned ad ryggen. Det synges af Pace og det klæder setlisten, når den indimellem varetages af mandlig vokal i kontrast til Mikano´s lyksaliggørende, men også tonalt ensformige stemmebånd. Det bliver desværre eneste nummer denne aften fra hovedværket Misery Is A Butterfly og lyttede man til folk omkring én, da man forlod Vega, var flere kede af netop den disposition.
Hovedsettet lukkes med ”23”, som fører én tilbage til shoegazens gyldne årti. Det nummers lænen op ad Lush´ og Asobi Seksu´s klangbunde manglede den frontale spændstighed fra albummet. De støjskønne og My Bloody Valentineske guitarmodulationer er fraværende på Vega og den lyder i aften fersk og flad. Ikke desto mindre frembringer den aftenens største bifald.
60 min. sharp, så er de blonde rødhoveder skredet.
Ekstranumrene åbnes med ”Melody Of Certain Three” fra Melody of Certain Damaged Lemons og den stikker klodset ud som eneste input fra bandets tidlige periode. De Sonic Youth dissonantfyldte støjeskapader virker helt skævt og ude af kontekst med resten af aftenens setliste og siger vel noget om, at den tid endeligt er forbi for Blonde Redhead.
Inden tæppefald for vi lige titelnummeret til Penny Sparkle, som er om muligt endnu mere søvndyssende end på plade. Helt symptomatisk for koncerten gaber eller sludrer folk omkring mit synsfelt, når det nye repertoire sætter ind, og inden koncerten løber endeligt ud, gør folk antrit til at frekventere garderoben.
En bestået, men også kun med nød og næppe middel koncert fra et band, som godt nok har fantastiske numre i bagagen, men som synes smittet af nyeste udspils uinspirerede toner. I hvert fald stod en for stor del af koncerten i musikalsk stampe.
