Et musikalsk falsum af de helt store
I Gaffas anmeldelse bliver Annemarie Zimakoffs albumtitel The Girl Without Music direkte beskyldt for at lyve om indholdet, og det er ikke skudt helt ved siden af. At hævde, at Zimakoff ikke har musik i sig, er mildest talt en underdrivelse, i værste fald et decideret falsum. For der er masser af underskøn og dejlig musik i den danske musiker og sangerinde, der voksede op på landet i det jyske, hvor hun neglede storesøsterens guitar og tumlede rundt med sine egne sange og fortalte historier til det omgivende jyske landskab. Et landskab, der har indlejret sig i hendes på samme tid skrøbelige og insisterende stemme. Der er både bølgende kornmarker i gyldent skær, og aftenrødmens vemodige klang, der følger skumringens tiltagende melankoli.
Og så er der fortællingerne. Teksterne er dybt personlige og indeholder dyrekøbte livserfaringer og poetiske betragtninger over kærligheden, forgængeligheden og de bånd, der binder os sammen på tværs af familie, venner og kærester. Det balancerer ofte på grænsen til det banale og det fortærskede, og en sangerinde med et mindre talent end Zimakoff ville ikke kunne løfte stemningerne i sangene til det troværdige og overbevisende. Men det kan Annemarie Zimakoff.
Produktionen er også værd at fremhæve, for instrumenteringen, der blandt meget andet består af så forskellige analoge instrumenter som obo, klokkespil og strygere, ligger som en hengiven og fortrolig ven, der tager sangene med på rejse ud i de forskellige landskaber.
Men det er i sidste ende Annemarie Zimakoffs stemme, der ligger i grænselandet mellem Tori Amos og momentvist en ung Kate Bush, der henter sangene hjem, hvor de hører til. Og arrangementerne holder hele vejen rundt i kvalitet, fra det tyste og vemodige til det mere sprælske og levende, der dog aldrig bliver hverken vovet eller kantet. For Zimakoff er ikke ude på at flytte musikalske hegnspæle eller opdyrke nyt landskab. Hun lægger sig derimod fornemt i slipstrømmen af store folk- og rocksangerinder fra nyere tid, der har talent og nerve til at gøre sangene til deres egne på en både nærværende og overbevisende måde. For det er der masser af i Zimakoff – og der er masser af musik i den jyske pige!
