Innovationerne er stillet lidt i bero i Sheffield
Autechre er denne gang lige så hurtige med efterfølgeren til den forrygende Oversteps, som deres frenetiske og hyperkomplekse lydbombardementer. Kun fem måneder er gået siden Oversteps og nu følger Move Of Ten allerede. At den er tænkt som et lille pusterum eller en nødvendig pause for Sheffield-duoen er da også første tanke der popper op hos undertegnede, for der er næsten gået ambient i Autechre i denne runde af deres synthfortællinger. Man skal faktisk helt tilbage til begyndelsen af karrieren for at møde så rolige og duvende stemninger og beats, som det der serveres over ti forsøg på Move Of Ten.
Alligevel er det klassisk Autechre der møder én. Synkoperede beats, millimeter præcise algoritmiske programmeringer, glitch og ornamenterede synthoverløb, et syntetisk univers med en arktisk kulde og en hang til melodier godt gemt af vejen dybt nede i det komplekse lydbillede. Og selvfølgelig de besynderlige og technørdede titler – i flæng kan nævnes ”nth Dafuseder.b”, ”M62”, ”ylm0”, ”Etchogon-S” og ”Cep puiqMX”.
De væsentligste forskelle fra seneste album er to; Melodierne står mere rene og direkte i deres udtryk og der er ikke samme nødvendighed, for at grave som en musikarkæolog igennem de multiple programmeringslag, for at finde ind til numrenes bankende hjerte. Og så er lyden en kende mere organisk og varm end tidligere. Der er så at sige flere sprækker af hjerte og følelse på spil end de vanlige hjernevridninger, duoen excellerer til perfektion.
Det klæder faktisk Autechre at skrue tempoet og kompleksiteten lidt ned, uden at det går ud over substans eller spændstighed i deres hightech univers. Det er dog fortsat i mødet mellem beats af bastant tyngde som fundament og sprælske og finurlige melodier, der er sitrende som stød fra en hjertestarter, at musikken har sin berettigelse. Den kontrast deler de med Aphex Twin, når ikke han forfalder til sin vakuumambient.
Braintech, thinking man´s electro, IDM, eller begavet electronica er alle mærkater der klæber sig til Autechre og det er da også musik der henvender sig mere til hjerne end fødder. Markørerne til hiphop er fortsat evident hos englænderne, når de tunge beats mødes af snirklede og snørklede programmeringer. Særligt suveræn er ”rew (1)”, som er helt i øjenhøjde med mesterværket LP5. Slæbende næsten triphoppede beats som en forvokset michelinmand der gungrer fordrukkent rundt i en glasbutik, mens glitch og alskens synthbearbejdelser krydrer lydmaleriet. Ionerne pisker simpelthen rundt som små fairies på kemiske stimulanser i stuen og oplevelsen har karakter af 3D. ”nth Dafuseder.b” er også rundet af forgabelsen i hiphop, mens syrede understrømme af gyserlyd tager os med langt ind i David Lynch skovene omkring Twin Peaks.
”M62” er mere konventionel end man er vant til fra briternes side, med et simpelt og pulserende beat, men det holder hele vejen hjem. ”Cep puiqMX” er et suggestivt og frysende uhyggeligt nummer, der må være det nærmeste man kommer en musikalsk pendant til David Cronenbergs tidlige horrorfilm. Her gnaver kryb i alle varianter sig ind i krop og sind og mæsker sig, mens kløen nærmer sig det uudholdelige – creepy stuff!
De klassiske greb har pionererne dog ikke helt forladt. Åbneren ”Etchogon-S” er indbegrebet af Autechres dyder. Grundstrukturer nedbrydes i ét væk og syleskarpe beats holder en på sporet, når ideerne er på nippet til at løbe løbsk. Men som tidligere nævnt er der denne gang længere mellem de frenetiske og umiddelbart kaotiske kompositioner. Roen og det adstadige tempo har indfundet sig hos duoen og dermed fremstår den som sin modne – og for hardcore autechre fundamentalister – lidt kedelige fætter til sin forgænger.
Om det er godt eller skidt er et spørgsmål om temperament. I hvert fald fremstår Move Of Ten og Oversteps som yin og yang og med den korte udgivelsesfrekvens in mente, fristes man til at tolke Move Of Ten som et lettere forpustet efterspil. Ikke et decideret stand by, snarere en hvilen og laden op til næste synth-angreb fra de begavede laptop ekstremister. Men selv med et fyord som et harmonisk udspil fra den kant, er Move Of Ten klasser over hvad andre genreudøvere kun tør drømme om.
Husk headphones!
