Den svenske sanger og sangskriver Thomas Denver Jonsson har taget kunstnernavnet I’m Kingfisher, og under dette navn er Arctic den første udgivelse. Og sikke en! En fantastisk opvisning i alt, hvad man kan ønske sig af storladen intimitet i både sangskrivning, arrangementer og vokalpræstation. Det er næppe for meget, at kalde Arctic et mesterværk.
Fra albummets åbning ”Willing Night Plans” er det de sprøde akustiske guitarer, der danner hovedbunden for den til tider næsten messende og nynnende vokal og korharmoni, der med sin simple men stærkt vedkommende melodi, byder indenfor i et stemningsfuldt univers med aldeles højt til loftet. ”Svalbard” er lidt mere ud ad landevejen med sine elektriske guitarfills og en mere traditionel opbygning, og her er melodien skarpt skåret og stærkt iørefaldende.
For mit vedkommende er det helt store og imponerende højdepunkt den ganske enestående ”Feline Funeral”, der med sin messende nedbarberede tone indledes med tyst fingerspil og trist cello, men som siden bygges op til et skærende smukt omkvæd, og som efterhånden bygges op til en storladen og gribende sag med blæsere og pompøsitet – trods det helt intime, desperate og intense stemningsbillede.
Det niveau kan kun en enkelt gang følges op på resten af albummet, men det gør ikke de resterende numre til hverken fyld eller ligegyldige. For niveauet holdes tårnhøjt – også på den rastløse ”Nansen” og den ambitiøse, næsten syv minutter lange ”Deer Theatre”.
På ”Peacock Color Song” løber tempoet lidt af med Thomas Denver Jonsson, men blæserfanfarer, der bryder lydbilledet og overrasker, er med til at redde nummeret i land, og her læner vokalen sig til tider op ad Nick Cave, som han kan lyde, når han har mest fart over tungen.
Det er, når alt er skåret dybest ind til benet, at I’m Kingfisher er allermest uimodståelig, og den slags momenter er der heldigvis mange af. Igen på ”Smile With Your 1000 Teeth” er det svært ikke at blive grebet af melankolien og de stærke stemninger, og det er som om, at nummeret melodisk flyder sammen med ”A Continent Lost”, der dog har en lidt lettere og mere tilgængelig overflade, hvor der tillige bliver sprællet lidt med elektricitet og mere fremtrædende strygere.
Tempoet er atter højt på den akustiske og spillevende ”Expedition”, mens de små guitarfigurer på ”Twin Sorrow” skaber et nyt magisk højdepunkt, og tilsætningen af synth-flader burde give et helt forfejlet resultat, men de virker faktisk til perfektion, og sammen med blæsere og spøjst dissonerende guitarer i små momenter, er der en spændvidde og elektricitet i dette korte nummer, der imponerer med voldsom kraft.
Og når der følges op med halvandet minuts traditionel akustisk blues på den forrygende ”Arctic Fox Too Majestic For The Tundra”, må man endnu en gang hive sig i håret over, hvordan det kan lykkes at skabe et så perfekt sammenhængende lydbillede, når der på samme tid skydes så voldsomt med spredehagl, som det er tilfældet. Den afrundende ”The Whale Hunt” er en nydelig, nynnende afslutter, og den sætter et perfektionistisk punktum for albummet.
I’m Kingfisher bølger fra kæmpemæssigt til minimalt, fra den ypperste skønhed til den dissonerende skurren – og frem for alt er Arctic et betagende, smukt og medrivende album, der fra start til slut holder et ypperligt niveau, der placerer det som et af årets stærkeste og mest dragende mesterværker.
