Run Forrest, Run!
Den amerikanske kvintet Les Savy Fav har med deres femte album Root For Ruin smidt et aldeles charmerende og særdeles rastløst album ind i indierock manegen. Der er fart over feltet og bliver man let forpustet eller irriteret over hurtige små skud af snørklet rock med temposkift og abrupte melodiindspark skal man søge andetsteds hen.
Kan du huske, da man var barn. Dengang var der altid de drenge, der aldrig kunne sidde stille. Som altid kravlede i træer. Som altid tonsede rundt i fuldt firspring i skolegården og som altid havde 50 procent mere energi end os andre. Sådan nogle var gutterne i Les Savy Fav garanteret. De spiller med intenst og energisk humør gennem de 11 skæringer Root For Ruin indeholder. Stram indierock med et punket twist og et skævt og poppet glimt i øjet. Albummet emmer af overskud og bandet spiller med en tightness og nerve, som er smittende. Som havde de solceller indopereret i kroppen. Amerikanske duracell-rockere der profilerer deres energiske tempo med titler som ”Excess Energies” og ”Sleepless In Silverlake”.
Andre steder er der dog lidt ophold i det musikalske tempo og momentum bliver en smule mere adstadigt på den Pixies duftende ”Let´s Get Out Of Here”, som er et noget nær perfekt studie i hvordan en tilbagelænet sang sagtens kan rykke i hårrødderne. Iørefaldende vers og skamløst catchy hooks lunter i karambolage med mere sammenbidte riffs. Som ebbe og springflod i samme nummer.
”Appetites” åbner solidt som et Franz Ferdinand med mere bid og et sæt ekstra nosser, mens det herligt udknaldede ”Dirty Knails” har en skramlet 50´er twang guitar, der lyder som Raveonettes uden deres tilbageholdte coolness, men på kilovis af amfetamin.
På anden og bedste del af albummet gives der for alvor los for spaderne og slip på indierock-spændetrøjen. Den indtil da stramme formel forlades til fordel for en mere løssluppen tilgang. Her ligger pladens absolut bedste skæring ”Poltergeist” på lur med en frådende energi og særdeles støjende og dissonante guitarer, som holder på med uforbeholden styrke gennem hele nummeret. Konsekvent, støjende og vedholdende repetetivt.
”High And Unhinged” viser også gode takter i en feberhed killer med støjguitarer, der både leveres som en hvid mur af distortion og med små drilske guitarmelodier gemt nede under tæppet af frenetisk larm.
”Calm Down” er benspjættende punk og galskab, som var At The Drive-In genfødt, mens albumlukkeren ”Clear Spirits” er dub-punk og trommer med heftig bund og masser af rumklang på vokalen. En slags opdatering af The Clash anno London Calling.
Les Savy Fav har begået en solid plade, som indimellem forfalder til lidt for skematiseret og gennemtygget indierock af den amerikanske skole, men som et godt stykke hen ad vejen er knippelgodt skruet sammen.
