Storladen skønhed på nippet til at miste jordforbindelsen
Skotske Broken Records er klar med andet album, og opfølgeren til Until The Earth Begins To Part er absolut på et højt niveau, men til tider bliver de storladne stemninger en anelse for højtsvævende. Ikke desto mindre er forsanger Jamie Sutherland et knugende stærkt omdrejningspunkt i indie-folk/rock-bandets stærke udtryk.
Debutalbummet varierede mellem de storladne og tempomæssigt langstrakte og gribende numre, og så de mere direkte, energiske og powerfulde fornemmelser, der blev forstærket af en velspillet power-violinist og den gode vekselvirkning mellem den små-punkede rock-attitude og den mere følsomme og gribende stemning.
Det var særligt de sidstnævnte, der stod stærkest på debutalbummet, med den formidable ”Wolves” som det helt store højdepunkt. Og derfor er det måske ikke helt unaturligt, at Broken Records har valgt samme udgangspunkt på Let Me Come Home, der er påbegyndt som små lo-fi-skitser, og siden bygget op til større og storladne arrangementer, som Tony Doogan (bl.a. Mogwai og Delgados) har givet det sidste skub som producer.
Sagen er dog den, at selvom albummet er aldeles fortræffeligt, så går lidt af den elektricitet, der bar debutalbummet, tabt, når de samme vekselvirkninger ikke findes. De energiske numre er for få og for lidt energiske til, at de storladne og stemningsfulde passager for alvor får plads og albuerum til at træde i karakter.
”Dia Dos Namarados”, som er en yderst smuk duet mellem Sutherland og Jill O’Sullivan, er dog et stort højdepunkt sammen med den stort opbyggede ”Ailene”, der viser Broken Records i deres helt rette element. De marcherende trommer, små klaverstikkerier, den rastløse bas og den til tider skærende – andre gange beroligende – guitar, smyger sig under Sutherlands medrivende vokal, der fører den smukke melodi energisk fremad.
Også ”The Cracks In The Wall” er tæt på mesterligt. Her frembringer bandet anderledes varm og organisk fornemmelse, der undervejs suppleres med strygere og mere bombastisk lydbillede i en varieret skønhed, der bakker den fine melodi op. Disse tre numre er overbevisende og gribende, og albummets niveau er generelt meget højt.
Ikke desto mindre mangler jeg lidt mere af den aggressivitet, som der fandtes på forgængeren, og der er lidt flere fyld-numre, der kører rundt i den lidt for ensartede storladenhedsrille, til at albummet som helhed når samme niveau som de bedste numre. Men anbefalelsesværdigt, det er det.
