Århusianske surfrockere med gaspedalen i bund
De fire ildspyende gutter i The Surfing Henchmen har med garanti en fest hver gang de sætter stikket i forstærkerne. Squeal Baby, Squeal stinker af alkohol, benzin og oliefedtede drengerøverier. Alt er lavet og spillet med et kæmpe glimt i øjet og skal ikke analyseres eller fortolkes efter vante skematiske formler. Det handler om lir, gas og don´t give a fuck attitude.
Den danske kvartet definerer sig selv som Surf´n´roll og det er ikke helt galt, for hvor ligesindede bands som The Good The Bad og Tremolo Beer Gut har rødder i klassisk surf, er The Surfing Henchmen ude i andet ærinde med deres grumsede og fortættede nik til thrash og rockabilly. Det fungerer fortrinligt i afmålte doser, men anskuet som et hele, er der for meget gas på repetitionspedalen.
Det bliver i længden svært at differentiere de 17 respektive numre fra hinanden. Det begyndende smil på læben når albummet lægger fra garagen, ender med monotoniens trækken på skulderen mod enden og udgangsnummeret ”Dead End” får en uheldig bismag af symbolik
Tager man det i passende doser, har surfernes medikamentelle tråd på speederen i deres udborede Thunderbirds dog bestemt den ønskede virkning. Flænsende guitarstød mødes af galopperende trommer og bankende baschunks med tungen lige i munden gennem hele albummet. Selvom det strabadserende tempo kan give åndenød, skrider det sjældent for the four horsemen. Deres numre er langt hen ad vejen godt skruet sammen og vil fungere fint som røvsparkende barbecue til spareribs´n´roll og vil utvivlsomt sende mange festaber i omdrejningshumør på diverse festival moshpits uden tanke på centrifugalkraftens barske bivirkninger. Digitalt opstår der dog træthedsmomenter og jeg tænker flere gange undervejs: ”Har jeg ikke hørt det nummer tidligere på albummet”, mens Squeal Baby, Squeal gungrer derudaf.
De skælmske kanonader af surf´n´roll er alligevel gjort af stof, som effektivt får en til at vippe med fødderne og hér må man anerkende de danske instrumentalryttere, for de formår at lukke virkeligheden ude og føre os ind i et særdeles medrivende univers af stiv pik og håret tilbage.
Af gode sager kan nævnes ”N.P.O.A” og ”Slutmachine”, der lyder som Sonic Youth i en fandenivoldsk kollision med Ennio Morricone, hærgende i en bidsk roadmovie tituleret; Within a week we killed my parents and hit the road. Også ”Guillotine A Go Go” har et herligt smittende og klassisk Dick Dale surf-riff der sidder lige i skabet.
”Shootout In B-Flat” rykker grundigt op i hårrødderne og er en sikker lille bastard af en surfpunk motherfucker som rammer surf´n´roll prædikatet lige i solar plexus.
Squeal Baby, Squeal`s bedste nummer må være ”Burlesque” som starter i adstadigt kattepotetempo, for så at gribe grundigt fat om klokkeværket med monster surfriffs galore.
Hvorvidt århusianerne trækker nye lyttere til er usikkert, men aficionados af genren vil utvivlsomt glædes over udspillet.
