Syrerockere takker af på jævn treer
Dragontears’ tredje og – ifølge bandet – sidste album Turn On Tune In Fuck Off, er som altid en syreregn af skæve toner, ekkopedaler og eksperimenterende musiceren med næsen dybt begravet i fortiden. Medlemmerne tæller folk fra Baby Woodrose, On Trial og Spids Nøgenhat og det lyder såmænd også som et triumvirat af de tre bands.
Lorenzo Woodrose er primus motor og leverer en bagudskuende lyd, som bunder i den gode gamle psychrock med et islæt af blues og elektrisk folk. De seks sange på Turn On Tune In Fuck Off udgøres af fire sunget på engelsk og to på modersmålet.
Albummet er kompetent håndværk og musikerne ved præcis hvad de gør og hvilke virkemidler der skal til, hvis man skal ramme den stoftunge og røgfyldte sound der ønskes.
”Two Tongue Talk” åbner fremragende og er en sort syrerocket perle med en fed groovy bas, svampet boogie-orgel, ultramelodiøse guitarriffs med virkningsfuldt drive og små soloer, som sidder knivskarpt og klokkerent. Woodrose synger tændt som et nystrøget fyrtøj og det hele oser simpelthen af spilleglæde og en gejst som i den grad kommer ud over rampen. Her er bandet tættest på Baby Woodrose´s gedigne og potente garagerock.
En stærk begyndelse som skubber forventningerne til resten af albummet i vejret. Desværre forbliver det esset iblandt Dragontears habile, men ikke synderligt ophidsende syresange.
”No Salvation” er rammet ind af et gennemgående groove, som afslører en ny og funky side af syrebasserne, der er for middelmådigt og ferskt til rigtigt at være interessant. Når det har den altovervejende hovedrolle der stort set alene skal bære nummeret, ender det i kedsomhed i stedet for opstemthed.
”My Friend” lyder som Led Zeppelin i fuldt ornament med akustisk guitar og Woodrose som følsom trubadur. Forelskelsen i de gamle engelske guder er næsten for meget og jeg har svært ved at slippe den tommetykke reference. Tiden går egentlig mest med at bestemme, om det er den ene eller anden Zep-klassiker, bandet forsøger at ride. Summa summarum bliver at dragetårernes forsøg, bliver et lidt pauvert og uselvstændigt forsøg på en retroballade.
”Time Of No Time” er heldigvis en godbid af skæv spacerock, som svævende fører os til fjerne steder i en herlig psykedelisk rejse af rumlige toner. Her viser Dragontears deres værd som garvede musikere med flair for virkemidler og med fingrene godt fedtet ind i deres retro-metier.
Dybt tilfreds kastes man videre i den 14 min. lange ”William”, der så får en ned igen til fast grund under fødderne. En sang trukket alt for langt i ørerne. Så langt at man skriger på hvad som helst musikalsk, der kan løfte nummeret ud af den tunge suppedas af stillestående congas, irriterende pardans med Woodroses stenervokal, der lyder som en knokkelskæv C. V. Jørgensen og Eik Skaløe i blandingsforholdet 1:1. ”William”s ønskede hvilepuls bliver simpelthen søvndyssende i stedet for transcenderende og forløsende.
Dens tvilling, efterfølgeren ”Mennesketvilling”, fungerer væsentligt bedre. Ikke kun på grund af en mere human spilletid, men også i kraft af sine ophøjede støjkaskader og overjordiske kor, der løfter nummeret op imod et spirituelt nirvana, som det skrider frem.
Tre gode numre, to middel og en gabende ørkenvandring er hvad man får på Dragontears’ sidste album og på det grundlag, kan man vel ikke uden videre begræde deres selvvalgte punktum.
