Stærkt udtryk i gammeldags rammer
Roar Amundsen gør sig i dansksprogede viser, der kredser om en absolut traditionel sangskrivning. Det giver et lettere gammeldags udtryk, men man må ikke undervurdere kvaliteten af de sange, Amundsen leverer. Det kræsne musikpublikum risikerer at dømme Amundsen til en dansktoplignende kassetænkning ved første indtryk, men der er langt mere at komme efter, hvis Måneskitser nærlyttes.
Det er særligt når Amundsen leverer lidt mere af sig selv, at han trænger stærkt igennem. ”Kast dine trosser” er sammen med ”Hvis bare” et par af de mest tænksomme og gribende numre, der virkelig fungerer stærkt, og duetten med Julie Maria på ”Du og Jeg” har ligeledes masser af udtryk og intensitet. Andre steder er der desværre en tendens til banaliteter undervejs – for eksempel i ”Jorden drejer rundt”.
Amundsen er et lidt spøjst sted på genreskalaen, hvor han måske kan løbe ind i problemer. For når der er musikalsk dybde er teksterne lidt for banale, og når der er tekstmæssig dybde er musikken ikke helt udfordrende nok til det mere sofistikerede publikum. Dermed kan Amundsen risikere at have placeret sig selv midt mellem to målgrupper, og det koster måske på salgstal og koncertgæster.
Til gengæld sikrer det, at Amundsen fremstår med et meget personligt indtryk og med stor integritet. Det kan høres i hvert ord og hver node, at han står inde for enhver detalje på albummet, og det er respekt og anerkendelse værd, ligesom det er modigt og fint, at mange gode gamle danske sangskrivertraditioner holdes i live og kan spores i dette album.
Roar Amundsen slår næppe igennem i bredere forstand med dette album, men han gør sig absolut bemærket som en stærk sangskriver, en sanger med et stærkt personligt udtryk og en mand, der formår at videreføre en musikalsk tradition, som efterhånden ikke får ret meget plads eller opmærksomhed i den generelle moderne danske musikbevidsthed.
