Særegne sammenblandinger af genrer
Når århusianske Skjult selv placerer sig et sted mellem Tool, Under Byen, Radiohead og Efterklang, så er der lagt op til en sammenblanding af rigtig mange mærkværdigheder. Og den skabelon udfylder bandet udmærket, men det er svært som lytter at finde sig helt til rette i bandets univers.
Debutalbummet er et konceptalbum med et nummer for hver af de syv dødssynder, og imellem disse leveres små instrumentale intermezzoer med små klokkespil og det, der ligner. Det bliver en forunderlig og løjerlig oplevelse, som på samme tid er dragende og distanceskabende.
Sangerinden Sophie Kronsted lyder af og til lidt som Pernille Rosendahl, og det skyldes måske delvist den lidt spinkle, men alligevel meget rummelige stemme, som blandes med tunge guitarer og store arrangementer. Det er ikke altid med lige heldigt udfald, og Skjult lider lidt under den samme problematik som Storm – nemlig at det store massive udtryk ikke synes helt forløst, fordi der ikke er muskler nok i vokalen. Det er for eksempel tilfældet på albummets åbningsnummer ”Begær”.
Andre steder er der fine detaljer og momenter, der liver op i det samlede billede. ”Frådseri” har en klaverlinje, der minder om Matador, og her fungerer konceptet fint og charmerende, ligesom den folkevise-inspirerede ”Stolthed” er smuk og fin, men samtidig meget kontrastfuld i forhold til de øvrige passager, hvor tunge metalliske guitarer lægger en massiv bund.
På den måde bliver det lidt forvirrende og mærkværdigt at være i selskab med dette konceptalbum, der synes meget gennemtænkt, men også lidt for tænkt til, at de fleste kan følge med og nyde forestillingen fra ende til anden. Dertil bliver det for sammensat, omskifteligt og underfundigt.
