Godt drive i Kashers sang-fortællinger
Det er en musikalsk fortæller i sin helt eget lille niche, der bliver det mest kendetegnende billede af Tim Kasher på albummet The Game Of Monogamy. Kasher springer fra den ene ende af stemningsskalaen til den anden, og det ene øjeblik er det skrabet produceret, mens det næste øjeblik byder på stort orkestrerede arrangementer af den mest ambitiøse slags.
Forestil dig en kunstner, der har lige dele Jack Penate og Rufus Wainwright i sig. Det giver et relativt atypisk resultat, men det er ikke helt skævt, hvis man beskriver Tim Kasher sådan.
”A Grown Man” er for eksempel en bombastisk og dramatisk sag med energi, skarphed og referencer til gamle tiders store orkestreringer, mens der er en anderledes lys og optimistisk musikalsk stemning, på den titelmæssigt dystre ”I’m Afraid I’m Gonna Die Here”, der med fængende blæserdrive driver stærkt derudaf.
Albummets bedste numre er, når Tim Kasher for alvor tør træde i karakter som historifortæller og formidler af det udtryk, der ligger ham nærmest. Det sker på ”There Must Be Something I’ve Lost” der er ganske forrygende, mens ”Bad Bad Dreams” og ”No Fireworks” også hører til de bedre af albummets mere livlige numre.
De to afsluttende numre er begge i den afdæmpede og afbalancerede afdeling, hvor Kasher gør sig fortrinligt. For eksempel på “The Prodigal Husband”, der er ganske enkel og simpel i sit udtryk, men i små momenter underbygges af nydeligt diskrete orkesterarrangementer. Afslutteren ”Monogamy” udvikler sig dog væsentligt mere storladent, og også på vokalsiden kommer Kasher ud i lidt større armbevægelser og kan af og til give små minder om Rufus Wainwright på dette fornemme nummer.
Tim Kasher viser et storartet potentiale, og dette album er et meget varieret billede af ham som artist. Måske også for varieret til, at det hænger optimalt sammen, og ind imellem er der lidt flere idéer og lidt mere energi, end sammenhængen kan holde til. Men det er medrivende og ganske underholdende fra start til slut.
