Følsom helvedeshund
Sully Erna er først og fremmest kendt som frontfigur og sanger i det hårdtslående tatoverede grungerockband Godsmack fra United Bluff, stiftet i midten af 90’erne og en af USA’s bedst sælgende hardcorebands med over 17 millioner solgte plader over den seneste dekade. Bandet har udgivet fem studiealbums, har senest spillet opvarmning til Mötley Crüe i 2009, deltaget på flere Ozzfest-festivaler og headlinet kæmpe stadionkoncerter. Der er med andre ord tale om et ensemble, der er vant til at føre sig frem med store armbevægelser over there, volumenknappen banket godt i bund og med steroider og Jack Daniels i toilettasken.
Hvad kan man så forvente, når manden med den rå vokal smider et soloalbum på markedet, hvor han på omslaget mest af alt ligner en blanding af Chris Cornell og Mark Lanegan i sin følsomt funderende positur? Man kan frygte en egocentrisk mainstream-udgivelse, der indeholder et par numre med ulideligt catchy refræns, der holder præcist tre uger på Ugens Uundgåelige hos studieværterne på P3 – og ellers en række kaloriefattige fyldprodukter, der tilfredsstiller den tandløse, dejfarvede musikforbruger, der stadig mener, at Nirvana er det eneste ægte rockband fra forrige århundrede.
Hvis man frygter ovenstående, bliver man slemt overrasket, når man gennemlytter de ti skæringer på albummet Avalon, der udkom i september sidste år, efter at have været undervejs i syv år. Selvom Sully Erna kan anklages for at lyde som en forkølet Layne Staley fra Alice In Chains, træder han på imponerende vis i karakter på et album fyldt med congas, cello, akustisk guitar og tværfløjte, i en underspillet nærmest folket rock, der lægger sig parallelt med et gedigent rockspor, som ellers hurtigt kunne blive både klichefyldt og ulideligt at følge med i. Men det lykkes Erna på nærmest uforståelig vis at kombinere den mørke Godsmack-vokal og enkelte klassiske guitarsoli med svævende og æteriske melodier, der, godt støttet op af håndtrommer og smukke pianoakkorder, henter deres inspiration og styrke andre steder, end hvor grungerocken plejer at færdes..
Musikken er i bund og grund rock, men spændt ud over andre genrer og stemninger, der henter deres udtryk i tribal rytmisk musik, irsk folkemusik og en mere klassisk orienteret instrumentering. Alt sammen noget, der er med til at give den præriestøvede rock en dybde og ekstra dimensioner, jeg slet ikke havde forventet hos en slubbert som Sully Erna.
Med sig på holdet har Erna da også allieret sig med dejlige Lisa Guyer som en slags ekstra vokalist på flere af numrene, og især på ”7 Years”, det lejrbålsagtige ”My Light” og på titelnummeret lægger hun et flot lydspor ind under Ernas solide og efterhånden ganske varierede stemme. Derudover bidrager den klassisk uddannede bulgarske cellist, Irina Chirkova, med en glød, der holder sig langt fra det klæbrige og sødladne, men tværtimod stryger sig organisk ind i numrene og giver dem liv og varme.
På ”The Rise” er der fugleskrig, congas og tamburiner overalt, og Lisa Guyer er førstevokalist i et nummer, der stinker langt væk af Dead Can Dance. Og minsandten om det ikke er Niall Gregory på percussion fra netop Dead Can Dance, der folder sig flot ud i dramatisk samklang med Chirkovas cello. Måske er en del af den positive overraskelse, at jeg aldrig kunne drømme om at se Sully Erna i selskab med kræfter af denne kaliber og med en sådan rytmisk og atypisk tilgang til rockmusikken. Men jeg skal love for at det virker! Og på sympatisk vis holder Erna sig mærkbart i baggrunden og lader musikken fungere organisk, samstemt og dramatisk.
På ”Until Then” bliver den gode Erna måske en kende for harmonisk med solosang, cello og piano i et nummer, der sagtens kunne være sunget af en klon af Cornell og Chris Isak. Men på det tidspunkt har man overgivet sig til det mod, som Erna udviser til at fokusere på at spille sin musik – koste hvad det vil – med risiko for, at nummerets patos er lige ved at svulme over.
”The Departed” lyder måske en smule for meget som Alice In Chains, men også det tilgiver man den unge mand fra Massachusetts. På den efterfølgende ”Eyes of a Child” bæres nummeret igen flot fremad af håndtrommer og en rockrytme, der går fantastisk flot i spænd. Her lyder Erna mest som sit gamle jeg fra Godsmack, og nummeret har da også en af de sjældne guitarsoli, der trækker veksler på det traditionelle lydbillede.
Alt i alt er Avalon en meget overraskende udgivelse, og jeg er dybt imponeret over, at Sully Erna, med sit – troede jeg – relativt begrænsede talent, er i stand til at skrue ti slidstærke sange sammen, der ikke mindst indeholder så mange anderledes og originale facetter og bestanddele, man slet ikke havde forventet at finde i hans tatoverede univers. Er du til den klassiske rock som vi kender den hos Alice In Chains, Soundgarden, Screaming Trees, og kan du se for dig disses elementer kombineret med irsk og østerlandsk charme a la Dead Can Dance og Clannads. Så har du en meget god fornemmelse for Ernas projekt, men uanset hvad kan jeg varmt anbefale, at man giver den ellers noget stereotype sanger en chance på hans nye projekt. For inden for sine begrænsede rammer indeholder det både originalitet og en medrivende, elementær spillelyst, hvilket godt være en mangelvare inden for den amerikanske postgrungrerock.
