Groove Armada: White Light

Cato og Findlay har igen leveret et udspil, der emmer og bobler af spilleglæde og kreativ optur, som helt sikkert vil finde sit publikum på den brede motorvej ind til dansegulvet.

Hvor lyst og mørkt mødes

D’herrer Cato og Findlay, som har rumsteret på den britiske dance-scene den seneste dekade, begik et overraskende dystert og anderledes album tidligere i år med titlen Black Light, som med sit mørke væsen tog kraftigt afstand fra deres tidligere mere dance club-orinterede hits. Black Light lancerede sangerne Saint Saviour, Jessica Larrabee, Nick Littlemore fra Empire Of The Sun samt legendariske Bryan Ferry med hans underspillede og meget lidt dance-agtige nummer ”Shameless”. Alt i alt blev de to aldrende technodrenge relanceret på Black Light i eget regi med ny vitalitet og insisterende og modigt nærvær på kreativt bekræftende vis.

Med deres nye album White Light bliver en del af de samme numre taget op igen og kraftigt bearbejdet og pumpet op med et solidt skud vitaminer, der både klæder dem, men som også gør dem til noget radikalt andet. Hvis man mere er til den klassiske dance club-scene, som Cato og Findlay har dyrket i deres egen club siden midten af 90’erne, vil der være stor gensynsglæde med den uptempo og det festfyrværkeri af klassisk techno, der tager både nye og ældre Groove Armada-numre under kærlig behandling.

Skæringer som ”I Won’t Kneel” og ”Look Me in the Eye Sister” fra Black Light har mistet en del af deres dybde og farlighed i de opdaterede versioner, men det nye, friske vokalarbejde og den udprægede livestemning giver dem et mærkbart løft ud på dansegulvet. Så er det mere et spørgsmål om temperament, om man kan lide resultatet.

Albummets indledende nummer ”Warsaw” er også nærmest mixet til ukendelighed, men omvendt er man vel også nødt til at omarrangere og ændre på numrenes udtryk radikalt, hvis det skal have nogen som helst mening at genudgive dem i ny indpakning.

Begge albums står stærkt, men stærkest står Black Light med sit originale og dybe udtryk, der rammer langt mere plet i mellemgulvet, og selvom White Light gør hvad det kan, for at sparke nyt liv i kludene, er der ikke den samme slidstærke styrke over de nye arrangeringer. Men uanset hvad har Cato og Findlay igen leveret et udspil, der emmer og bobler af spilleglæde og kreativ optur, som helt sikkert vil finde sit publikum på den brede motorvej ind til dansegulvet.

Written By
More from Carsten Meedom
For Selena And Sin: Primrose Path
Der er intet, absolut intet nyt under den finske sol hos FSAS....
Read More
0 replies on “Groove Armada: White Light”