Dansk duo svinger fra suverænt til ordinært
Halvdelen af de seks numre som Fall/Run´s EP består af, får mig helt op at ringe. De er som manna for ørerne, uden at det bliver hverken fadt eller honningglaceret og gemmer på en indre spænding, der lægger aftstand til det gængse anæmiske navlepilleri, mange bands indenfor genren ofte forfalder til.
Astrid Myrups og Lauritz Carlsens vokaler ligger rigtigt godt til hinanden og begge kan bryste sig af at være gode sangere i teknisk forstand, selvom det især er Myrup der har tungen på vægtskålen, når det kommer til gennemslagskraft og karakter. Hendes sørgmodige og velgørende stemmebånd fuld af sensualitet og bevægende emotioner tager stikket hjem for alvor på flere af EP´ens numre. Alligevel er Some Speak Of The Future et eksempel på den hellige toenighed, for uden den anden ville det ikke blive nær så godt, som tilfældet er på Fall/Run.
Den umiddelbart undseelige EP, har formået at ramme mig tæt på hjertekulen og den har spinnet ofte på anlægget det sidste stykke tid. Det skyldes den varme og nærværende produktion af de hjemmegjorte sange, den smittende fornemmelse af indre ro og overskud hos de to musikere, men især tre suveræne numre.
”In The Meadow” lægger for med nøgterne akustiske guitartoner, men inden længe tilføres bas og lapsteel guitar, mens vokalerne deles med stor musikalsk fornemmelse af Myrup og Carlsen. En feel good stemning breder sig i kroppen, mens den støvede americana lyd leveres som det sig hører og bør. Et godt men ikke sindsoprivende nummer, som bestemt er bestået indenfor genren, men omvendt heller ikke for alvor imponerer. Imødekommende og sympatisk nordicana og et plus til vokalerne.
”From Sitting Down To Standing Up” er en herlig skæv sag, som ved førstegangsindtryk virker lidt rodet, når det kommer til vokalerne, men nummerets underspillede, slæbende og lettere ugidelige facon, ender med at være det, der gør den til en vinder i min bog. Jeg får et mindre narkoleptisk anfald med et døsigt smil på læben, hver gang jeg hører det. Det, at det hele skrider lidt for duoen og tipper til en kantet side gør, at man ikke lades lunken og på afstand af endnu et one in a million bud på stille country – folk – americana – lofi – you name it rock, med pæn og kedelig fernis. Midtvejs skifter sangen tempo, som øges og den fine sang bliver nu afsluttet mere uptempo – enkel og flot afrunding.
”Read Only” ligger inde med et superfedt omkvæd og sangen humper charmerende afsted, mens banjoen vækker mindelser om Woven Hand i en combo med Giant Sand og Calexico. Her rammer Some Speak Of The Future en melodisk guldåre og det nummer fortjener massiv opmærksomhed på den danske indiescene.
”Fall/Run” er en salvelsesfuld ballade som blomstrer og skaber smukke tanker med sine lapsteel anslag over et molstemt klaver og adstadige akustiske guitarklimp. Vokalerne kæler for hinanden og smyger sig på let og elegant vis og er bevidst momentvis ude af sync, hvilket er særdeles positivt, for det klæder materialet og holder min opmærksomhed og spænding fangen. De polære m/k vokale øvelser er både inciterende, legende og bevægende. Uden direkte sammenligning i øvrigt formår bandet at ramme en sjælden nerve, som et band som Low har gjort til deres ypperste force.
”Oh No” og ”Home” er mere ordinære og gennemsnitlige end ovenstående numre, men er ingenlunde ringe, for Myrup synger også her rigtig godt. Anken er bare, at de qua de noget svagere melodier forsvinder ind i mængden af ligesindede bands og stikker så lidt ud i forhold til genren, at det ender noget anonymt og desværre synes hurtigere glemt.
Selvom duoen i pressemeddelelsen melder ud, at de denne gang har skruet lidt op for guitaren og tilføjet trommer på flere af numrene er det stadig et minimalistisk og intimt univers de gør sig i. Det er således i de sarte og fintfølende stemninger, man skal finde glæden og er man tilhænger af less is more dogmerne, vil Some Speak Of The Future´s behageligt stillestående, men bevægende efterårsudspil gøre godt.
Jeg har ikke hørt duoens debut, men er Fall/Run´s fundament støbt med henblik på en kommende
langspiller, er der håb for noget rigtigt godt i fremtiden. Der er i hvert fald tre vældig gode grunde til at gå ombord i Some Speak Of The Future´s følsomme, melankolske og countryklingende skandinaviske præriefolk.
