Humør- og legesyge hos underholdende indie-Balkan-orkester
HobbyMor er et københavnsk orkester, der spiller eksplosiv og underholdende musik i en genre, der er vanskelig at beskrive. Vi er et sted mellem noget balkan-indie og noget storladen crooner-agtigt. Albummet åbner med den fremragende ”Transport Love Digest” med et energisk og lækkert drive og fremragende temposkift. Stemningsmæssigt skiftes mellem en Queen-agtig pompøsitet, typiske Balkan-intermezzoer – og en fint hengemt Iron Maiden-guitarreference til ”Afraid To Shoot Strangers”. Melodisk og humørmæssigt et lille mesterværk, der ganske enkelt er en fremragende åbner.
”Indians” følger op, og her er der lidt vildskab og galskab, der minder meget om tidligt materiale fra belgiske dEUS. Igen store udsving i tempo og stemninger, ligesom det er tilfældet på ”Leatherboy”, der atter har en stærk melodi og storladenhed, og som er munter på en Balkan-cabaret-agtig måde.
”My Window” er nærmest i retning af noget moderne jazzet indie-rock. Melodien og energien er ikke så fremtrædende her, hvor det i stedet er skævt og rumsterende, men ganske nydeligt, selvom jeg kunne savne lidt mere udadvendthed, som først nærmer sig, når det storladne omkvæd puster sig op.
”Motherfucking Tea” byder atter på store skift i stil og tempo, og der veksles mellem en halvvred overflade og et poolparty-feststemt blæserorkester. Forunderligt – jeg tænker Pogues, selv om det et eller andet sted slet ikke hænger sammen.
Resten af albummet mister lidt af charmen og eksplosiviteten. ”The Shit” er en fortælling, der filmisk understreges af forskellige stemninger i musikken. Det fungerer OK, men det er mere sjovt, end det egentlig er god musik. Her efter følger et jazz-instrumental-virtuost nummer, der nok er stærkt – men svært at forene i sammenhæng med det viltre og skøre. ”Death Sadness” bliver en tand for teatralsk og grædefærdig i sin storcroonende attitude, der ikke i tilstrækkelig grad har glimtet i øjet, der kunne få den til at passe ind.
Afslutteren ”Ali’s Firm” er til gengæld ligeså storladen i sin instrumentalitet og kor som de bedste steder på albummet, og udvikling fra det sydlandske Balkan-præg til et mere retro-præget pigtråds-univers er fin. Her genfindes glimtet i øjet, og det leveres med den seriøsitet, der giver HobbyMor et helt særligt præg. Og den afsluttende instrumentale Balkan-fest er en fornøjelig afslutning, der ikke må undværes.
HobbyMor har desværre mistet bandets bassist, der efter indspilningen er død af kræft. Bandet lover at spille videre til ære for Kristian Lund, og det kan man kun håbe, for der er glimrende potentiale, og humøret i dette band muliggør at vende tragiske hændelser til noget livgivende og glædesstrålende, der efter bassist-præstationen på dette album kunne tyde på at være kendetegnende for Kristian Lund.
Lad HobbyMor blive til meget mere end en hobby –og hold fast i den elektriske excentricitet, der gør de bedste passager på albummet til stærke og humørfulde musikalske bordbomber, der spreder smil og danselyst rundt i det ganske land.
