Flot billeddokument fra britisk/århusiansk konstellation
Når man går til koncert med Porcupine Tree er en af de store oplevelser de afsindigt smukke visuals der ledsager musikken. De er lavet af århusianeren Lasse Hoile. Han har fulgt frontmanden Steven Wilson under tilblivelsen af hans soloalbum Insurgentes som en slags musikalsk roadmovie. Et portræt af en utrættelig forkæmper for kvalitet og grundighed i en ellers overfladisk musikverden, hvor ussel mammon og hurtig succes ofte vejer tungere end selve musikkens væsen. Hoile selv må også være utrættelig, for han står selv for instruktion, produktion, klipning og distribution.
Det er der kommet en fremragende film ud af. Dvd´en er lækker at få i hænderne og selve indpakningen er luksuriøs og gennemført flot som et bogcover, holdt i sorte og mintgrønne farver med sære, gruopvækkende og fascinerende stillfotos. Eksklusiviteten går igen når man går indenfor og bliver præsenteret for forskellige features. En morbidt udseende dukke i en mareridtsagtig scene træder frem, præcis som de visuals Hoile præsenterer i live-regi. Her er Wilsons afsmitning fra et band som Tool tydelig og hans mesterstykke “Anesthetize” var næppe født uden det band.
Grumsede The Ring-associerende stills og hjemmevideolignende introer overtages af rorschach-indikerende frontal-angreb på sanserne i en blanding af Aphex Twins horrorworld og Stanley Kubrick goes Pink Floyd komplet med psykedelisk stroboskop-farvelade. Super gennemført og dybt fascinerende gjort.
Det er fint i ledetråd med filmen, som bruger meget tid på musikken og albumformatet som kunstform. Det at skabe, bruge oceaner af tid på artwork og markedsføre musikken optager Wilson meget og det holdes konstant op mod den hastigt skiftende digitale verden med iPods, mp3´s og downloads. Wilson raser mod den udvikling og får gennem filmen smadret adskillige iPods med hamre, bundselbrændere og sågar biler, som et symbol på en musikalsk stagnerende verden, der ikke anskuer musik som egentlig kunst.
Wilson rejser og spiller sig igennem forskellige kontinenter og møder kulturen på dens musikalske præmisser og diskuterer åbenhjertet om den nuværende og fremtidige forfatning. Han har en hed og ganske morsom diskussion med bl.a. Mikael Åkerfeldt (Opeth) og Jonas Renkse (Katatonia) omkring deathmetal og deres klichefyldte covers. Der bliver talt lystigt og de to herrers egne covers går ikke fri. Endvidere nørder de rundt i grundigheden omkring artwork og her spidder de Radioheads The Bends og OK Computer som suveræne plader med rædselsfulde covers. Andre bands som Mars Volta, Tool og Opeth får positive ord med på vejen som bands der laver ‘hele’ albums igen, altså det gode gamle konceptalbum roses. En ganske sjov og interessant diskussion, som er ærlig og uden omsvøb. Wilson taler om hvordan han i gamle dage gjorde en indsats og frekventerede biblioteket for at mønstre en plade. I dag downloader man skidtet i enkeltdele og sletter det lige så hurtigt.
Senere skal vi tilbage i tiden og høre om Wilsons barndom. Hans folkeskole besøges og allerede dengang vidnede det om en kreativ sjæl som flygtede fra idræt og almindelige skolefag og tilbragte al den tid som var mulig i musiklokalet. Den kommende kunstner som holdt sig for sig selv, suppleres af drømmelignende optagelser af Wilson gående igennem mørke grotter hen imod lyset. Symbolikken er tommetyk og svær at overse, men sekvenserne er fotografisk eminente.
Wilson skåner ikke sig selv og de folk som mener, at han er en excentrisk linselus må ændre mening, for pludselig og stik mod forventningerne inviteres vi indenfor i det Wilsonske hjem og får i meget direkte og indiskrete situationer præsenteret hans forældre. Her opstår poesi – især da båndet mellem far og søn opstår gennem fortællinger fra opvæksten. Faren kunne noget med elektronik og byggede en båndoptager til sønnen, som kunne noget helt særligt. Her mærker man uforstillet kærlighed mellem far og søn og det er ganske rørende at være beskuer til. Anekdoter og hverdagsfortællinger rundes af en historie som løfter sløret for Wilsons fetich for de toge, der går igen i mange af hans sange. Den er såmænd ikke mere subtil end, at Wilson levede klods op ad en jernbanestation!
Den uendeligt flotte og skræmmende video til ”Harmony Korine” er også inkluderet og her fornægter slægtskabet til Pink Floyd sig ikke, for den er tematisk tæt på ”Another Brick In The Wall”. Wilson udtaler i løbet af filmen, at han er født tyve år for sent og det kan da kaldes selvindsigt, for det er der bestemt noget om.
Insurgentes er visuelt flot og herfra skal lyde en cadeau til Lasse Hoile. Han er en kreativ og dybt seriøs fotograf, som har et fantastisk øje for visuelle virkemidler og en udpræget sans for den mørke og uhyggelige side af tilværelsen. Alt er gennemført og progressionen i filmen er velvalgt. Hvorvidt folk som ingen kendskab har til Wilson vil få glæde af dvd´en er mere usikkert, men yndere af Porcupine Tree, No-Man, Blackfield og Bass Communion vil blive berigede og få en stor oplevelse med Insurgentes.
