The Decemberists når de er bedst
Jeg har altid haft det lidt blandet med The Decemberists. Deres albums har konsekvent indeholdt en lige blanding af rigtig gode numre og kedelige numre. Derfor har jeg aldrig kunnet nyde et helt album i deres selskab – og derfor har jeg nok heller aldrig hørt deres gode numre så meget som de faktisk fortjener.
Med The King is Dead er det anderledes. Her er de gode numre i klart overtal, og man skal lede længe for at finde decideret dårlige af slagsen. Der er nogle lettere ligegyldige dog, men med den stil The Decemberists kører, så ville det faktisk være mærkeligt andet.
På The King is Dead får Colin Meloy og co. hjælp fra bl.a. Peter Buck (R.E.M.), der sætter sit tydelige præg på bl.a. ”Calamity Song”, og countrydronningen Gillian Welch, som i parentes bemærket godt snart må lave en opfølger til 2003s Soul Journey. Welch holder sig fint i baggrunden på de numre hun deltager på, men hendes smukke vokal tilføjer numrene et ekstra lag og harmonerer perfekt med Colin Meloys tørre, men blide stemme.
Albummet er et popalbum, med lidt alternative country indover. Det er musik for folk, der kan lide den gode melodi, og som er ligeglad med at dykke ned i lag efter lag for at finde musikalske finesser at glæde sig over. Melodierne sætter sig fast allerede ved første lyt og instrumenter som steel guitar, banjo, cello m.m. tilføjer den helt rigtige stemning af både glæde og længsel.
Med The King is Dead har The Decemberists begået sit bedste og mest tilgængelige album. Det emmer af gode melodier og det sætter sig fast allerede ved første lyt – uden at give slip igen efter 10, som det ellers ofte er med den slags. Musik til at blive glad af!
