Skæv og stemningsfuld popdebut
Den århusianske sangerinde Lise Dres udgiver sin fuldlængde debut i form af Et Øjeblik, der rummer seks egentlige numre – samt fire små instrumentale intermezzoer, der betegnes som øjebliksbilleder, optaget så forskellige steder som Indien, Ghana, en kloak og et køkken.
Nuvel, øjebliksbillederne er fine små mellemspil mellem et udtryksfuldt og indlevelsesmæssigt stærkt album. Stilmæssigt er det svært at undlade at tænke på Annika Aakjærs skæve andet album Missionær, men udtryksmæssigt er Lise Dres så ganske sin egen, og der tilføres også nogle simple, naive og ukomplicerede snit til vokalen, der kan give minder om Julie Maria.
Det hele er allerbedst, når ambitionerne i arrangementerne ikke handler om størrelsesorden, men derimod om funktionalitet. Således er ”Gemt og glemt” ganske afdæmpet i sit arrangement, men den fungerer til fulde med stor skønhed, en fornem hæshed og tristhed i vokalen, og en stærk nerve og fornemmelse af følelsesmæssig kortslutning. En flot afbalanceret fortælling, der får det stærkeste frem i Lise Dres og hendes sange, der fremstår klart skarpest, når de holdes i det helt minimale.
”Sidste gang” har lidt af de samme kvaliteter sammen med afslutningsnummeret ”Hemmelighed”, mens ”Grænseland” er lidt mere energisk og knap så underspillet. ”Gamle ven” har førnævnte vokale naivitet og uskyld, der minder mig om Julie Maria, og samtidig har bunden af arrangementet et smudsigt, nærmest bluesagtigt drive.
Generelt viser Lise Dres sig stærkt på vej med dette debutalbum. Hun er stærkest, når udtrykkene får lov at være underspillet og minimalt arrangerede, om end den skæve tone på de øvrige numre også har sin charme. Det er ikke et album, der smides på gaden til en topplacering på hitlisterne, for dertil er det nok en lidt for skæv afart af popgenren, men det er et album, der vil markere sig som langtidsholdbart og medrivende for det publikum, det nu en gang får.
