Lyden, der ikke er som alt det andet
Det er snart et år siden, undertegnede havde fornøjelsen af at anmelde danske Siamese Fighting Fishs selvbetitlede debut EP, og nu er bandet ude med deres første reelle album, som bestemt lever op til de forventninger, som EP’en lagde grund til.
Nok er We Are The Sound en ny udgivelse, men nogle af numrene derpå er dog gamle bekendtskaber i lidt nye indpakninger, som fx det indledende nummer ”Chronicles Of Lovers”, som også var at finde på EP’en. Dog har både denne sang, plus ”K.I.T.T. And The Heroic Villians” og ”The Day Me And My Friend Quit Diet Coke” bestemt haft godt af en genindspilning, da den nye produktion er en helt del bedre, og bandet som helhed imponerer i højere grad med deres musiske kunnen. Især brænder forsanger Mirza Radonjica virkelig i gennem med sin vokal, som allerede var langt over det middelmådige hvad angik EP’en, men som nu lader til at være udviklet endnu mere. Det er en positiv oplevelse, når man som lytter kan fornemme, at der ligger en stærk følelse bag de sungne ord, og det er en oplevelse, der kan være svær at finde i metalgenren, men den findes hos Siamese Fighting Fish. Bandet skiller sig derved ud fra mange andre danske metalbands, og ikke kun grundet den bemærkelsesværdige vokal, for bandet er derudover også i stand til at opbygge numre på en måde, som ikke høres så tit fra landets metalbands, der (lidt for) ofte ynder at bevæge sig i hardcoregenren.
We Are The Sound er på den måde en sigende titel, da bandet repræsenterer en lyd, der ikke lyder som alle de andre. Ud over de foroven nævnte numre, kan nummeret ”Sundance” understrege dette udsagn. Nummeret er nok det tungeste nummer på albummet, og strukturen i nummeret kan lede tankerne hen på amerikanske System of a Down, uden at der dog på nogen måde er tale om et plagiat. ”Vilo Moja” viser også hvor stort et musikalsk spektrum, Siamese Fighting Fish bevæger sig over, og titlen vidner om Radonjicas Balkan-baggrund, en baggrund, som i øvrigt bliver blandet ind i metallen på en ganske kreativ og original måde. I forbindelse med dette nummer må der også lige gå en ros til vokalarbejdet i omkvædet; der må man sgu bøje sig i støvet.
Som en modsætning til de hårdere numre står sangen ”For You”. Her er der ikke meget metal at komme efter, men er der ikke noget med at et band først er virkelig dygtigt, når det formår at lave en iørefaldende ballade? I så fald må man ud fra dette afsluttende nummer konstatere, at Siamese Fighting Fish er et dygtigt band – og lidt til. Der er stadig et par mindre detaljer på We Are The Sound, som måske kunne afpudses en smule, men det er som sagt detaljer, og bandet er jo ungt, så det får de uden tvivl styr på. Indtil videre er det bare forfriskende med et metalband, som skiller sig ud fra mængden, og så endda med manér.
