Flot album trods eksperimentelle svipsere
Samuel Beam a.k.a. Iron & Wine er aktuel med nyt album, hvor de flot skrevne sange står i kø i en måske lidt for søgende og varieret sammenhæng, hvor toppræstationerne ikke desto mindre er aldeles uimodståelige.
For det meste er det de lette melodilinjer, den ukomplicerede vokal og det stramt producerede lydbillede, der kendetegner albummet, der på mange punkter trænger rent ind i første hug. ”Tree By The River” er et glimrende eksempel på dette. Der er ikke meget fis og ballade over hverken sangskrivning, produktion, arrangement eller udførelse, men for dælen hvor det virker – i kraft af den forrygende melodi. Det samme gør sig gældende for ”Walking Far From Home”, mens det letlevende kor og de finurligt cirkus-funky tangenttrykkerier på ”Half Moon” giver et lystigt og lyst stemningsbillede trods den melankolske vokal og det tænksomme udgangspunkt.
”Glad Man Singing” lever op til titlen med sin positive og lyse præg, mens ”Godless Brother in Love” har et par ekstra procenter på tænksomhedsskalaen, men virker til gengæld forrygende med kor, vokal og fingerspillet akustisk guitar som eneste omgivende elementer til den fine fortælling
”Rabbit Will Run” har en calypso-klang, selvom nummeret stilmæssigt stadig læner sig tæt op ad, hvad Iron & Wine ellers leverer, og her har vi et af de numre, hvor der eksperimenteres, og hvor det lykkes. Det er ellers albummets eneste problem – der eksperimenteres lidt for gennemgribende på enkelte numre, og vel at mærke er det ikke med heldigste udfald.
”Me & Lazarus” er ikke helt på niveau. Det bliver lidt for kryptisk og underspillet, og saxofonen må betegnes som et eksperiment, der ikke helt gav bonus. ”Monkeys Uptown” hører også til de mere eksperimenterende, der ikke lykkes hundrede procent, og det samme gælder ”Big Burned Hand”, der forsøger sig med en udadvendt funky stil, der ikke passer ind i helheden. Blæser, funkdrejning og modsatrettede idéer samles til gengæld i fin forening på den syv minutter lange afslutter ”Your Fake Name Is Good Enough For Me”.
På de bedste og fineste numre, som der heldigvis er flest af, er Iron & Wine i en klasse for sig – og ganske enestående. Til gengæld er eksperimenterne ikke vellykkede, og det trækker selvsagt ned på et album, der dog skal have de varmeste anbefalinger til melankoli-nydere med hang til den gode og veldrejede melodi.
